Umiddelbart skulle man tro, at de to nordjyske bureauer Form Agenda og Det Nye Sort var konkurrenter:
De udvikler begge identiteter og kommunikation, og de er omtrent lige store.
Men i stedet for altid at konkurrere, har de valgt at arbejde sammen, og det har for nylig givet pote foran næsen af større og mere veletablerede bureauer.
Således indbød den lokale kunde Jammerbugt Erhvervsrengøring for nylig begge bureauer til at deltage i pitch i konkurrence med hinanden og to af regionens største bureauer: En større opgave med en helt ny identitet til en virksomhed i kraftig vækst, hvor der både skulle udvikles navn, design, website, bildekoration og tryksager.
Hvem mon vandt?
Det Nye Sort og Form Agenda havde tidligere talt med hinanden om et muligt samarbejde om større opgaver og kunder – dels for at undgå at blive lagt ned kapacitetsmæssigt, men også for at kunne tilbyde kunderne den tryghed og stabilitet, som ofte er kendetegnet for valg af større bureauer.
Dog ikke en fusion, men som et samarbejde om større opgaver. Derfor opstod der med Jammerbugt Erhvervsrengøring en oplagt mulighed for at afprøve ideen i praksis – og det gav gevinst.
De to bureuaer vandt i fællesskab opgaven.
Historien illustrerer, at flere og flere kunder ser en række fordele ved at arbejde sammen med flere små bureauer, frem ét stort.
– Det handler ikke nødvendigvis om at spare penge, men om at vi bruge pengene på ”det rigtige”, siger Søren Vasø Hansen fra Form Agenda.
Men det er ikke kun en fordel for kunden, også for bureauet.
– Vi kan jo lære meget mere ved at arbejde sammen med andre. Pludselig skal vi til at forholde os til, hvorfor vi gør, som vi gør, tilføjer Søren Vasø Hansen.
Fortsat selvstændige bureauer
Det Nye Sort og Form Agenda er således fælles om den indledende proces, hvor de grundlæggende forhold bliver lagt på plads i fællesskab, og herefter delt ud imellem de to bureauer, hvor Form Agenda typisk står for alt det digitale, og Det Nye Sort står for alt det trykte.
– Vi har samme indgang til opgaverne. Samme filosofi omkring godt design og god kommunikation. Man kan Desuden deler deler vi samme passion for det kreative arbejde, forklarer Nichlas Tougaard fra Det Nye Sort og forklarer, at samarbejdet er lige så nemt at håndtere for kunden, som var der kun ét bureau, da kunden primært har én kontaktperson og kun modtager regninger ét sted fra, hvorefter de to bureauer afregner indbyrdes med hinanden.
Der er store forventninger til samarbejdet på længere sigt, hvor man håber at kunne dele flere kunder og opgaver, men fortsat som to selvstændige bureauer, der også skal kunne konkurrere.