Waoo, der leverer internet på fiberbredbånd, TV og telefoni, har valgt et nyt media-bureau, som – med virksomhedens egne ord – skal hjælpe med at indfri en række ambitiøse vækstmål for de kommende år.
Valget er faldet på MEC i Aarhus, som overbeviste med et stærk digitalt setup og datadrevet tilgang til medieforhandlinger, lyder det fra Waoos adm. direktør, Jørgen Stensgaard:
– Det er vigtigt for os, at vores budskab er til stede der, hvor forbrugeren er – og på en måde, der giver mening for den enkelte. Markedsføring i dag sker i høj grad digitalt, og den enkelte kunderejse er blevet mere kompleks end nogensinde før. Vi ønsker at øge vores fokus på de digitale medievalg, og her har MEC leveret det mest overbevisende oplæg.
Hos MEC er der også stor tilfredshed med det nye spændende partnerskab.
– Vi ser et kæmpe potentiale hos Waoo. De har et stærkt brand, et solidt og fremtidssikret produkt og en unik position, siger Managing Director Claus Dahl Andersen og fortsætter:
– Vi glæder os rigtig meget til at konvertere Waoos stærke position til kunder. Udover at støtte op om de forretningsstrategiske beslutninger, kan vi bidrage med en øget forståelse for forbrugernes adfærd og kunderejse og ikke mindst en relevant eksekvering på tværs af touchpoints med fokus på det digitale.