Som beskrevet i sidste uge var den teknologiske, danske marketingvirksomhed AudienceProject blandt de nominerede til at komme med på årets Red Herring Top 100 Europe Award.

Og i går kunne virksomheden, der leverer marketingteknologi til validering af målgrupper og målretning af online-kampagner, så lade champagnepropperne springe på kontoret på Ryesgade i København.

Her blev nomineringen nemlig vekslet til en placering på den prestigefulde liste, der tidligere har peget på potentialet i giganter som Google, Facebook, Spotify, Twitter, Alibaba og YouTube, mens de endnu var i opstartsfasen.

Det skaber naturligvis glæde hos AudienceProject:

– At blive valgt som Red Herring Top 100 Europe vinder er en stor præstation af teamet, og sætter os i selskab med nogle af nutidens tech giganter, siger Jacob Lachmann, CEO hos AudienceProject

– Hvad der gør bedriften speciel for os, er, at det både er vores teknologi og vores evne til at effektuere vores forretningsmodel, der er blevet vurderet, fortsætter han.

1.200 med i kampen

Red Herring Top 100 sætter år efter år fokus på iøjnefaldende iværksættere og lovende virksomheder. Prisvinderne udvælges med udgangspunkt i en liste på 1.200 virksomheder fra Europa.

Red Herrings Top 100-liste er blevet en udmærkelse, der identificerer lovende, nye virksomheder og iværksættere.

– At udvælge de mest lovende virksomheder i 2017 har på ingen måde været en lille bedrift. Faktisk har det været det sværeste år i lang tid, fordi så mange iværksættere har krydset signifikante milepæle så tidligt i det europæiske, teknologiske økosystem, siger Alex Vieux, Publisher og CEO hos Red Herring.

– Men efter megen tanke, grundig overvejelse og diskussion, indsnævrede vi vores liste på hundredevis af kandidater fra hele Europa til de 100 vindere. Vi mener, at AudienceProject inkarnerer visionen, drivet og innovationen, der definerer en succesfuld iværksættervirksomhed, fortsætter han.

Teknologi og forretning

Red Herrings redaktion evaluerede virksomhederne på baggrund af både kvantitative og kvalitative kriterier såsom økonomiske præstationer, teknologisk innovation, kvalitet af ledelsen, overordnet forretningsstrategi samt dækningsområde i markedet.

Vurderingen blev suppleret med en gennemgang af virksomhedens resultater og placering i forhold til andre virksomheder i samme branche.

I kølvandet på AudienceProjects pris, vil de nu deltage i konkurrencen om at blive en del af Red Herrings Global Top 100 til november.