Mobilselskabet M1 var den første virksomhed i Danmark, der satsede målrettet på Field Marketing, da selskabet i foråret 2008 indgik et samarbejde med det nystartede, aalborgensiske Field Marketing-bureau AM.

Samarbejdet blev en succes, og parløbet mellem de to virksomheder fortsatte, da M1 tre år senere blev solgt til TDC og lagt ind under Fullrate.

Men efter syv års samarbejde og 250.000 underskrevne kundekontrakter er Fullrate og AM blevet enige om at afbryde samarbejdet, da den seneste kontrakt udløb i sommer.

Gensidig forståelse

Samarbejdet ophører efter gensidig forståelse. Det skyldes pris- og konkurrencesituationen på privatmarkedet for mobil og bredbånd, lyder forklaringen.

- Vi har været på en fantastisk rejse sammen. M1 var en af vores første kunder, da de startede op hos os med en test i marts 2008. Siden har vi bare udvidet samarbejdet år for år. Jeg er utrolig stolt af de resultater, vi har opnået i fællesskab, siger Anders Torp, partner og medstifter af AM.

Anders Torp mener, at samarbejdet mellem Fullrate og AM måske er branchens mest synlige bevis på potentialet i Field Marketing.

- M1 valgte i sin tid at gå all in på Field Marketing, og vi var stort set deres eneste markedsføringsplatform gennem årene. M1 kunne nærmest selv bestemme, hvor mange kunder de ville have – de betalte kun for hver kunde, vi skaffede dem, og så var det egentlig bare et spørgsmål om, hvor mange penge de kunne afsætte til nye kunder hver måned. På den måde voksede vi sammen, siger Anders Torp.

Tror stadig på Field Marketing

I de perioder, hvor bølgerne gik højest, lagde M1 og sidenhen Fullrate beslag på mere end to tredjedele af AM’s sælgerkorps svarende til 40-50 fuldtidsbeskæftigede sælgere.

Og selvom det afbrudte samarbejde kunne lyde som lidt af et slag for AM, så er Anders Torp fortrøstningsfuld.

- Et samarbejde, der lægger beslag på så stor en del af virksomheden, er på mange måder et tveægget sværd. Vi har nydt samarbejdet med Fullrate, men det har også gjort det svært for os at udvikle vores egen forretning sideløbende. I lange perioder har vi haft kunder på venteliste, og dem har vi nu mulighed for at udvikle på, siger han.

AM er Danmarks førende field marketingbureau med cirka 70 fuldtidsansatte fordelt på syv afdelinger i hele landet. Siden opstarten i 2008, har AM skaffet mere end en halv million underskrevne kundekontrakter til sine kunder inden for finans-, energi-, tele-, tv-, bredbånds- og sikkerhedsbranchen.