Tidligere på året hentede leogriffin.dk’s design for det norske bryggeri Ægir syv priser ved uddelingen af Australian International Beer Awards, der er verdens største årligt tilbagevendende konkurrence af sin art.
Og nu har designet også vundet en UK Packaging Award.
Den britiskfødte designer Leo Griffin, der i et kvart århundrede har drevet virksomheden leogriffin.dk, har de seneste 10 år samarbejdet med brygmester Evan W. Lewis og hans Ægir Bryggeri AS i Flom, dybt inde i fjord- og fjeldlandet i Norge.
– Dengang havde Evan nogle få produkter, men stadig flere er kommet til og vi har måttet udbygge det oprindelige design undervejs. Det fik for et års tid siden Ægir Bryggeri til at bestille et totalt re-design af alle eksisterende produkter – og visuel identitet til en række nye produkter, der dels er lanceret og dels vil blive lanceret i år, siger Leo Griffin.
Og det er disse designs, der i løbet af året har vakt international opsigt. Og lokal i øvrigt også: Designet er netop nu også nomineret ved den nordjyske kreative festival, Årets Brøl, der løber af stablen den 11. november.
Ægir Bryggeri har med den nye serie emballager ønsket at udstråle såvel Norge som vikinger og norske sagaer – samtidig med at man ville have en klar tilknytning til den dramatiske norske natur i området omkring bryggeriet.
Og det kunne de altså lide, både i Australien og hos juryen ved dette års UK Packaging Awards: Ved sidstnævnte awardshow vandt det danske design således i sidste uge blandt syv nominerede kategorien ”Metal Pack of the Year”.
Prisen, der i år er uddelt for 11. gang, anses for en af branchens mest prestigefyldte af sin art, og vinderne er udpeget af en jury bestående af emballageeksperter fra virksomheder som Coca-Cola, Heineken, Tesco, Sainsbury’s og Nestlé.