AcuPharma, der blev etableret i Roskilde i 1990, leverer kosttilskud, medicinsk udstyr og økologiske fødevarer til forhandlere landet over. Og nu skal en ny produktlinje lanceres.

Den hedder "Renew Life Pure Biotic", og AcuPharma har efter en pitch valgt det bureau, der skal stå for såvel den digitale strategi som den kreative eksekvering af lanceringskampagnen, der ruller hen over efteråret.

Valget faldt på WeThink, der dermed skal udvikle alt fra mobilannoncering over SoMe-aktiviteter til et nyt kampagnesite.

Ifølge AcuPharma var det især WeThinks evner til at koble indsigter, strategi og det kreative, der blev afgørende for, at pitch-pilen pegede på WeThink.

- Vi er gået efter et bureau, der er skarpe på koncept og digital eksekvering. Og med udgangspunkt i indsigterne formåede WeThink på kort tid at udvikle et kreativt univers funderet i en landsdækkende kampagne, som vi kan se også har potentiale til at blive europæisk, siger Christina Skive, der er partner i AcuPharma.

Glæde hos bureauet

Ane Yung Ae Høyer, der er Digital Concept Director hos WeThink, er naturligvis glad for samarbejdet, og sammen med resten af bureauets digitale team ser hun frem til opgaven med at udvikle en digital strategi på tværs af alle kanaler.

- Det er en helt speciel opgave at brande et kosttilskud på det danske marked. På den ene side er der så usandsynlig mange ting, du rent juridisk slet ikke må sige, mens du på den anden side har tendensen med de seneste års øgede fokus på naturligt at holde kroppen sund og i balance – og det gør det jo kun endnu mere spændende at få lov til at brande Renew Life i Danmark, siger hun.

- Kampagnen er 90 pct. digitalt båret, og det bliver rigtig interessant at skabe en tværmediel strategi, hvor vi løbende kan udvikle og tilpasse de kreative og kommunikative indsatser baseret på performance, slutter Ane Yung Ae Høyer.