En af Danmarks store bureaukoncerner, PeopleGroup, kan værdisættes til alt mellem 40 mio. kr. og 250 mio. kr., vurderer Ole Egholm, manden bag Danmarks største bureauanalyse.
Det gør han, fordi ledelsen i PeopleGroup, der også rummer Wibroe, Duckert & Partners, lægger an til en forhandling om dette spørgsmål: Hvad gør man ved Bjarne Spellerbergs ejerandel på 22,3%? Skal han købes ud, eller fortsætte som sleeping partner?
Det har Børsen afsløret på fornemste vis, men spørgsmålet er fortsat: Hvad er holdingselskabet PeopleGroup værd? Det selskab ejer de 12 under-bureauer, der tilsammen udgør det store mediehus, som i dag rummer stort set alle reklamekompetencer plus en række medier som fx Radio 24syv og Art People.
– Det er meget, meget svært at værdiansætte hele PeopleGroup koncernen, siger Ole Egholm, der år efter år kigger regnskaberne fra danske bureauer efter i sømmene, og i år har 256 bureauers regnskaber under lup.
Du må have nogle bud?
– Hvis hele PeopleGroup blev handlet efter de gennemsnitlige og sørgelige multipler, vi så ved de 25 virksomhedshandler i 2012, som jeg har gennemgået i vores seneste analyse, ville PeopleGroup kun være i omegnen af 40 mio. kr. værd som helhed. Det betyder, at Bjarne Spellerbergs andel er 8-9 mio. kr. værd.
En ren foræring?
Det kan du ikke mene?
– Nej det håber jeg ikke for Bjarne. PeopleGroup er en af de største reklamekoncerner og en af de mest velkørende af slagsen, hvis vi kigger bare nogle få år baglæns. Og hvis vi tager multipler med fra bare 2011, der baseres på price/earning forholdet, er en værdi af PeopleGroup nok i omegnen af 70 mio. kr. Bjarne Spellerberg Orfelts andel vil så lande på cirka 15 mio. kr.
Det er da med at købe den koncern med det samme. 70 mio. kr. er en foræring?
– Nu indledte jeg med at fortælle dig, at PeopleGroup er vanskelig at værdiansætte. Men 70 mio. kr. svarer til 8-9 års gennemsnitlig indtjening for PeopleGroup, og i nuværende marked – hvor pilen ikke peger opad – og i betragtning af, at PeopleGroup netop er en peoplebusiness, så er sådan en pris ikke nogen foræring.
– Der er også tit forskel på handelsprisen, alt efter hvem køber er. Prisen går sjældent amok blandt danske købere. Hvis der er en udenlandsk køber involveret, er værdien ofte anderledes.
Hvad mener du?
– I de gode, glade dage (2008) blev en del af Halbye Kaag solgt til 2,1 gange selskabets årlige dækningsbidrag – af nogle i bureaubranchen kaldt bruttoavancen. Det ville værdisætte PeopleGroup til en god, rund kvart milliard danske kroner. Og den dyreste handel, jeg nogensinde har set i branchen, målt på pris over selskabets dækningsbidrag, var salget af GoViral, der ifølge mine beregninger blev solgt til 4,9 gange sit årlige dækningsbidrag. Hvis Goviral-salget var retningsvisende, ville PeopleGroup være små 600 mio. kr. værd.
Nu forhandles der
Nu svæver din fornuft i den smukke blå efterårsluft?
– Ja, det holder ingen steder. Men vi har måske en anden case, der siger noget relevant. Tænk tilbage på 2008, hvor PeopleGroup solgte AdPeople til Martin Sorrells WPP-koncern. Bruger vi samme multipler, er værdien af hele PeopleGroup 120 mio. kr.
Hvor lander vi så?
– Det er ikke til at vide. Men vi er ikke længere i 2008. Der er meget stor forskel på, hvad handelsprisen på bureauer er alt efter, hvor ivrig en køber er, hvor presset sælger er, og især om der er andre købere eller sælgere i markedet. Salget af PeopleGroup er en handel mellem partnere, og når sjældent op i skyhøje multipler. Ja, nogle gange holdes prisen kunstigt lav som følge af tidligere aktionæroverenskomster.
Du slipper ikke uden om at konkludere?
– Hvis jeg skal gætte, vil PeopleGroup af uvildige blive værdisat omkring 70-80 mio. kr., hvilket godt kan kaldes for en beskeden pris for så ressourcerig en koncern. Det betyder, at Bjarne Spellerberg kan regne med at få omkring 15 mio. kr. ud af sine 22%. Men det er som sagt meget stor usikkerhed forbundet med det tal.
– Hvis Jan Duckert og Henrik Juuls plan er at sælge hele koncernen til en international bureaukoncern i løbet af et par år – og det kan jo ikke udelukkes – kan det påvirke prisen opad. Men det bliver et svært regnestykket. Mit bud – usikkert som det end kan være – er, at prisen for Bjarne Spellerbergs andel lander på undersiden af de 15 mio. kr., hvis de ellers kan blive enige, slutter Ole Egholm.
Bjarne Spellerberg Orfelt havde i 2012 en bogført formue på 7,965 mio. kr. i sit holdingselskab, og han ligger dermed som nummer 74 på reklamebureaubranchens millionærliste.