En af verdens største IT-virksomheder, tyske SAP, ønsker at positionere sig endnu skarpere i Danmark på tværs af platforme og forretningsområder, og det skal et nyvalgt bureau hjælpe med.

Valget er faldet på Holm Kommunikation, som endda i praksis har gjort sig fortjent til opgaven:

I sensommeren 2017 blev bureauet således valgt til at stå i spidsen for lanceringen af SAP Experience Center - et digitalt experimentarium - til danske medier og influencers.

Og den opgave blev løst på så tilfredsstillende vis, at bureauet nu er valgt som fast partner.

Forstår forretningen

- Holm Kommunikation spillede en vigtig rolle i at lancere SAP Experience Center Copenhagen på tværs af platforme til det danske og nordiske marked. De forstår vores forretning og skal ind og løse en række opgaver, siger Ellen Vig Nelausen, Nordic Communications Manager for SAP Danmark, og tilføjer:

 - Det er ikke kun opgaver i forhold til klassisk PR, men i ligeså høj grad opgaver, der er centreret om vores digitale og sociale kanaler, da de fylder mere og mere i vores relationer til markedet.

Og hos bureauet glæder man sig nu til at løse endnu flere opgaver for IT-virksomheden.

Åbenhed og dialog

- SAP er en af verdens førende aktører, når det kommer til at forstå og håndtere den digitale transformation, der forandrer vores samfund i disse år, siger seniorkonsulent hos Holm Kommunikation, Christian Top Marchant og tilføjer:

-  De har en unik viden og er samtidig en spændende organisation, hvor der er en stor åbenhed og nysgerrighed i forhold til at teste nye former for kommunikation og dialog med deres stakeholdere.

Med SAP i folden styrker Holm Kommunikation yderligere positionen som et af landets mest erfarne bureauet på IT-området – bureauet har således også lange relationer med virksomheder som PlayStation, Adobe og Cisco.