Jysk har efter omkring 20 år med samme mediebureau – MEC – valgt et nyt. Og valget faldt på Carat Aarhus.

Dermed fortsætter dynekongen og Co. oprydningen i kædens bureausamarbejder, som tidligere på året resulterede i, at Jysk efter 34 år sagde pænt farvel til bureauet RMB/Reklame og Marketing Butikken.

Carat bliver med den nyeste ændring mediebureau for Jysk i 17 markeder samt for de to boligkæder Ilva og Idemøbler, som Jysk-koncernen også ejer, fremgår det af en pressemeddelelse.

De rykker i Aarhus

Hos Carat Aarhus er der naturligvis glæde over at få en af landets største, internationale virksomheder som kunde i huset.

– 1. januar i år lancerede vi vores nye strategi, der går ud på at skabe forretningsmæssig værdi gennem medier, digital excellence og sidst med ikke mindst; sikre at alt tager udgangspunkt i indsigter og viden om forbrugeren. At vi nu vinder Jysk, ser jeg som et tydeligt tegn på, at strategien virker, og at eksekveringen forløber som planlagt, lyder det fra Ulrik Petersen, adm. direktør for Aegis Media Aarhus, i meddelelsen.

Carat Aarhus er en del af Aegis Media, som i begyndelsen af 2013 satsede kraftigt på at udvide sine forretninger vest for Storebælt og lod den kommunikationsstrategiske afdeling Carat Deep Blue, sponsorafdelingen Promovator samt Vizeum blive en del af Aegis Media Aarhus.

Ved samme lejlighed blev den nye strategi lanceret, og det er den, der nu, ifølge bureauets direktør, har båret frugt.