Endnu et nyt bureau er poppet op i det københavnske reklamebureau-miljø.

Det drejer sig om Agency N’Fellows, der definerer sig selv som et kreativt kollektiv med en fælles administrativ base centreret omkring kreative freelancere kaldet ”fellows”.

Bag står Jacob Bjerring, Mads Haakansson og Lukas Holtmann, hvoraf de to førstnævnte efter en række år i den veletablerede bureaubranche kastede sig ud i freelance-livet drevet af kreativ skabertrang og et ønske om kreativ frihed.

Men de fandt hurtigt ud af, at freelancelivet i reklamebranchen også indeholder en masse kedsommeligheder såsom administration, økonomi og regler.

Derfor skabte de det nye bureau som en hybrid mellem det klassiske bureau og livet som freelancer, hvor der netop både skal være frie rammer for kreativiteten og styr på det administrative.

Claus Skytte er begejstret

Danmarks Mr. deleøkonomi, Claus Skytte, der selv har en lang karriere i den danske bureaubranche bag sig, spår, at netop freelancetilværelsen vil blive meget mere udbredt i de kreative fag i de kommende år.

– Da internettet blev sluppet fri i 1990, var kun seks procent af amerikanerne freelancere. I 2002 var tallet steget til 15 procent., siger han.

– I 2016 var hver tredje amerikaner freelancer. Kan vi føre de tal ud på resten af verden, har vi en milliard freelancere om 20 år. Revolutionen bliver ikke centraliseret. Den bliver et netværk af netværk.

– Det begynder lige nu med, at frie agenter lever et liv som freelancere, fortsætter Claus Skytte, som gennem årene har vundet flere kreative priser – bl.a. i regi af We Love People og Courage – for sit arbejde.

Det bedste fra begge verdener?

Ifølge stifterne af Agency N’Fellows er en af udfordringerne i bureauverden, at der går rigtig meget talent til spilde, fordi det er svært både at finde tid til at være kreativ på kommando over for kunder og samtidig udleve sine egne kreative drømme.

Måske netop derfor ønsker mange kreative talenter, at de ikke ”stavnsbindes” til et fast bureau. Og deri opstod behovet for Agency N’Fellows, mener de.

– Vores ambition er at skabe morgendagens kreative bureau, der matcher de nye generationers krav til en arbejdsplads, siger Jacob Bjerring, der er medstifter af det nye bureau.

– Det gik vi til som enhver anden kreativ opgave: Vi satte os derfor ned for at se på fordele og ulemper i både et klassisk bureau og i livet som freelancer. Og vi har fundet frem til en løsning, der tager lidt fra bureauverdenen og lidt fra det at være freelancer, som i fællesskab giver et koncept og en forretningsmodel, fortsætter han.

De kreative beholder 75 pct.

Det nye kreative fællesskab er altså skabt på baggrund af en drøm om den ultimative kreative legeplads, men med alle de learnings, som de tre unge stiftere har med sig fra branchen.

Og hvad har det så medført i praksis?

Jo, Agency N’Fellows sørger for praktikken til de kreative, herunder gratis kontorpladser, mødefaciliteter, frokostordning, internet, forsikringer, licenser, samt en Project Manager og Client Manager, der bidrager med projektledelse og kundekontakt, samt den administrative del af de opgaver, som de kreative fellows arbejder på.

De kreative tjener selv op mod 75 pct. af budgettet på et projekt, hvoraf resten går til bureauet for at dække fællesudgifter, inspirationsture og fælles oplevelser.

Stærkt fra start

Og noget kunne tyde på, at det nye bureau-setup fungerer. Siden de første spæde skridt i april har de fx stået for udviklingen af designet af identiteten til Creative North, som sætter fokus på de kreative talenter i Norden.

Agency N’Fellows også designer også identitet og koncepter til blandt andre BoligMatch, Certina, Tissot, FDB møbler, andre designbrands og for en landsdækkende supermarkedskæde. 

Senest har de haft travlt med at skabe og designe identiteten for cocktail festivalen SKÅL.

Agency N’Fellows holder deres officielle åbning på fredag, hvilket du kan læse mere om på det kreative kollektivs Facebook-side.

Hvem står bag Agency N’Fellows?

  • Jacob Bjerring – Oplevelsesdesigner og har arbejdet med storydoing de sidste 4 år hos Montdor, hvor han har været med til at designe storydoing-koncepter for både Carlsberg, Royal Beer, Pepsi, Hummel etc. Jacob gik på Reklamelinjen for to år siden, og tegner desuden arkitektur ved siden af med Christian Trampedach i ”a restless studio”.
  • Mads Haakansson – Art Director og har arbejdet på Konstellation & Republica i 4 år, og derefter været freelancer for diverse bureauer. Seneste har Mads gået på Reklamelinjen, hvor han med sit team vandt en New Blood Pencil til D&AD.
  • Lukas Holtmann – medstifter af Agency N’Fellows, men ikke en del af dagligdagen, da han samtidig er fast tilknyttet et andet startup. Han er en ægte ildsjæl og iværksætter, der startede sin første butik som 18-årig, natklub som 19-årig, og har siden bl.a. arbejdet to år som Staff Manager i Montdor.

Om bureauet:

Selve bureauet og det administrative består af: Camilla Hvied, Jacqueline Westh og Lukas Holtmann.

Fellows:

Alle freelancerne arbejder med storydoing-koncepter overordnet, og de har hver deres håndværk. Ud over Jacob Bjerring og Mads Haakansson tæller de kreative Mathias Lund, Adam Ørskov og Christian Trampedach.