Kresten Schultz-Jørgensen, der i 2007 stiftede LEAD Agency, er pr. 1. januar 2018 udtrådt af partnerkredsen. Uden drama, vrede og smækkede døre.

Mens de syv øvrige partnere fortsat vil drive LEAD Agency’s udvikling og vækst, stifter Kresten Schultz- Jørgensen sin egen virksomhed Oxymoron med fokus på personlig rådgivning af både danske og internationale kunder.

LEAD Agency fortsætter dermed som det kommunikationshus, som kunder, medarbejdere og venner af huset kender i dag. Og både adm. direktør Søren Kaster og Kresten Schultz Jørgensen forventer fortsat at samarbejde, når det giver mening for kommunikationshuset og for Schultz Jørgensens nye projekter.

– Kresten har skabt LEAD Agency sammen med partnere og medarbejdere, og allerede, da vi fusionerede i 2016, var LEAD et af de fagligt stærkeste kommunikationshuse i Danmark, siger adm. direktør Søren Kaster.

– Det arbejde har Kresten været primus motor i, og det afsæt har vi bygget videre på i en bred partnergruppe, der for nyligt blev udvidet med tre stærke kvinder fra egne rækker, fortsætter Søren Kaster.

– Nu har Kresten valgt at kaste sig over nye, spændende udfordringer, og den beslutning har jeg både stor respekt og forståelse for.

Partnere og medarbejdere fortsætter rejsen

Kresten Schultz-Jørgensen siger selv:

– Jeg startede for præcis 10 år siden LEAD Agency, der i dag har sin helt egen position på rådgivningsmarkedet. Det gør mig stolt og enormt ydmyg i forhold til alle de kolleger og medarbejdere, der hver dag sætter høje standarder for kommunikation med indhold og mening.

– Jeg har nu besluttet at kaste mig over nye projekter og vil fokusere på blandt andet personlig rådgivning for internationale kunder, skrivning og bestyrelsesarbejde, og derfor forlader jeg LEAD Agency.

– Jeg er sikker på, at den store partnerkreds og de mange dygtige medarbejdere er de helt rigtige til at fortsætte rejsen, og jeg ved, at vi kommer til at samarbejde om konkrete projekter fremover, slutter Kresten Schulz Jørgensen.

LEAD Agency fortsætter med Søren Kaster som adm. direktør og med Peter Albæk, Torsten Jansen, Lars Volle, Eva Svavars, Anita Baun Hørdum og Barbara Saitta Bregendal som medejende partnergruppe. Der er godt 40 medarbejdere i bureauet.

Oxymoron har fokus på personlig ledelses- og kommunikationsrådgivning og har til huse i Rosenborggade 17, 1130 København K.