For bare et år siden kunne Camilla Boesen – adm. direktør og partner i det kreative bureau Shout CPH – uden at vende sig mange gange skue ud over de fem medarbejdere på bureauet, men i dag går det ikke helt så nemt. På bare et år er staben mere end fordoblet til 13, og kontoret i Skt. Petri Passage i København er tilsvarende udvidet.
Og tallene i bureauets årsregnskab for 2015, der er lige på trapperne, fortæller den samme historie: Omsætningen steg til 14,7 mio. kroner mod 8,5 mio. kroner året før, og indtjeningen voksede til 1,1 mio. kroner – det bedste resultat i Shouts 12 årige historie.
Camilla Boesen siger:
– Det er selvfølgelig fedt, at være chef på broen for et skib, der har fundet sin kurs. Men det er årsagerne til vores fremgang, der gør mig mest glad. Vi har arbejdet stenhårdt på at gøre hver enkel medarbejder bedre til det, som han eller hun i forvejen er god til. Det er lykkedes, og det har givet os et rekordresultat og mere tilfredse medarbejdere.
Og de fine resultater skyldes ifølge direktøren i høj grad en indsats for at få medarbejderne placeret på de rigtige ”stole”.
Bolde op i luften
Shout CPH har gennem det seneste år bevæget sig fra at være det traditionelle enstrengede eventbureau, der – lidt firkantet sagt – løste én event ad gangen til at få tre afdelinger til at arbejde sammen, så bureauet i dag arbejder med både brand activation, corporate activation, venue finding og eventproduktion.
En vej, der blev banet gennem bl.a. en professionel profiltest på alle medarbejdere.
– Vi lærte en masse om hinandens kompetencer. Vi fandt fx ud af, at jeg langt fra er den bedste på bureauet til at skrive præsentationer. Nogle var ikke gode til at overholde deadlines, mens andre havde større ambitioner, end vi var klar over. Vi kunne godt have sendt folk på kursus i deres svagheder. Men vi valgte i stedet at sige: Du skal gøre det, som du er bedst til og bede om hjælp til resten, fortæller Camilla Boesen.
Resultatet er en helt særlig kultur, hvor medarbejder tør bede om hjælp, fordi personlige styrker og svagheder er kommet op at hænge på væggen.
– Nu sidder folk på den stol, hvor de er allerbedst. Det lyder banalt, når jeg siger det. Det er det bare ikke i virkelighedens verden, siger Camilla Boesen.
Mickey Christiansen er et godt eksempel: Han kom til Shout CPH i 2013 som projektleder. Nu står der kreativ produktionschef på visitkortet.
– Jeg fandt ud af, at jeg var mere kreativ, end jeg troede. For mig personligt har det betydet, at jeg er leder af produktionsafdelingen med eget budget. Det er jeg faktisk ret stolt over, siger Mickey Christiansen.
For direktøren har det dog krævet en smule tilvænning:
– Jeg skal lige vænne mig til, at der sker ting på bureauet, som jeg ikke kender i detaljen. Men det er en pris, som jeg gerne betaler, slutter hun.