Dansk design og danske designbureauer er kendt for at gøre det rigtig godt i det store udland, og nu kan design- og brandingbureauet LOOP Associates fortælle, at man har vundet et af de helt store internationale projekter - helt store som i virkelig store.

Det danske bureau har således efter en pitch vundet opgaven med at stå for udvikling af visuel identitet, kommunikation og wayfinding-design til det gigantiske byggeprojekter ”The Circle”, der i slutningen af 2019 åbner i forbindelse med lufthavnen i Zürich.

Centeret, der bliver næsten 200.000 kvadratmeter stort, byder på et markant og usædvanligt design, skabt  af den japanske designer Riken Yamamoto og ventes nærmest at blive en destination i sig selv i lufthavnen.

- Vi er meget stolte af at få mulighed for at være med til at udvikle ”The Circle”, siger Lars Toft, der er Managing Director hos LOOP Associates.

Et attraktivt center

Lars Toft og kollegerne hos LOOP glæder sig naturligt nok til at få lejlighed til at bidrage med bureauets syn på identitetsudvikling i alle de forskellige touchpoints:

- Det er en spændende og virkelig udfordrende opgave for os at byde ind med en løsning, både forretningsmæssigt og kreativt, og vi ser frem til at arbejde sammen med de mange kreative talenter, der er involveret i projektet - ikke mindst Riken Yamamoto.

”The Circle” kommer til at rumme virksomheder, butikker, hoteller, konferencefaciliteter, kontorer, lægehus, kunstgallerier, restauranter, biografer og meget andet - og det er en del af en strategi, der skal positionere den schweiziske lufthavn som et attraktivt center for erhvervsliv, kultur og livsstil.

Og for LOOP Associates er opgaven dels at udvikle visuel identitet, kommunikation og wayfinding - altså de særlige kommunikative og visuelle elementer, der sikrer, at man kan finde rundt, og at trafikken af mennesker i ”The Circle” kan glide effektivt og problemfrit.

Dertil kommer flowet mellem selve lufthavnen og ”The Circle”, hvor sammenhængen og en flydende forbindelse skal sikres.

Dokumenteret stærke resultater
- Vores opgave er at konceptualisere og udvikle disse forskellige aspekter, således at alle projektets elementer kommer til at fremstå klart, varmt og som en helhed, siger Lars Toft og oplyser, at bureauet bl.a. kommer til at have fokus på det, der hedder ”The Path” - en fysisk installation, der leder besøgende på en stimulerende og visuelt appellerende rejse gennem ”The Circle”.

Ifølge Beat Pahud, der er Senior Vice President fro ”The Circle”, skal hele centrets visuelle identitet på en tilgængelig måde komplementere Riken Yamamotos elegante og minimalistiske vision for projektet, og om valget af LOOP Associates siger han:

- LOOP vandt vores hjerter med deres holistiske designtilgang, deres erfaring og deres dokumenteret stærke resultater. De skaber overbevisende identiteter med global indsigt, kompetencer, passion og professionalisme.

LOOP Associates har tidligere skabt brand identity-løsninger for bl.a. Danske Bank, Haldor Topsøe, Skype, Coloplast og Republic of Fritz Hansen - og er ikke mindst kendt for at have skabt den danske pavillon ved EXPO 2008 i Spanien - et arbejde, der i øvrigt vandt sølv for outstanding design ved verdensudstillingen og siden fik sølv ved Creative Circle i kategorien Corporate Identity.

Læs meget mere om ”The Circle”-projektet her - og se imagefilm om projektet herunder.