En af verdens største sportsbegivenheder kommer snart til Danmark, når VM i ishockey skøjter over isen herhjemme i 2018.
Der forventes i alt 300.000 solgte billetter til de 64 kampe, der løber af stablen i Jyske Bank Boxen i Herning og i den snart åbningsklare Royal Arena i København.
Der er tale om en international sports- og mediebegivenhed i en skala, der får tidligere store sportsbegivenheder herhjemme som VM i cykling, håndbold VM og en Giro D’Italia-etapestart til at blegne, og nu er marketingorganisationen omkring eventen faldet på plads.
I spidsen står Maja Grimnitz, der er udpeget som CMO i det til formålet skabte selskab Ishockey VM 2018 P/S.
– Den største opgave for os handler om at få hele Danmark med. I 2018 vil den internationale sportsverdens øjne være rettet mod Danmark. Herhjemme er ishockey allerede populært, især omkring de store klubber i Metal Ligaen, lyder det fra hende i en pressemeddelelse.
– Men vi skal have alle danskere til at forelske sig i farten og dramaet på isen og alt det udenom. Derfor vil man se mange aktiviteter fra vores side allerede i 2017, da vi godt ved, det kommer til at tage tid at vise danskerne, hvorfor ishockey skal opleves i virkeligheden, fortsætter Maja Grimnitz, der bl.a. har en fortid med aktivering af Carlsbergs internationale sportssponsorater og opbygning af sportsbrands i Asien.
Bureaupartnere er valgt
Til at løfte opgaven som leadbureau på brand- og marketingsiden har IIHF VM 2018-organisationen valgt Another.
Another har tilknyttet nøglepersoner fra deres søsterbureau i Sverige, Tillsammans, som vil bidrage med vigtig viden om det svenske marked, hvorfra en del tilskuere forventes at ankomme.
Sponsoreksperten Keld Strudahl er endvidere tilknyttet Another-teamet som ekspert i sportsmarketing og sponsoraktivering.
– Vi valgte Another ud fra deres strategiske og kreative oplæg, men i særdeleshed fordi de stillede med et stærkt team på tværs af kompetencer og landegrænser. Et team som, sammen med os, skal være med til at bygge et nyt og solidt brand på kort tid, siger Maja Grimnitz.
Morten Hershøj, CEO i Another, ser frem til udfordringen.
– Der er tale om 18 måneders benhårdt arbejde hen imod selve eventen, og derfor var det vigtigt at sætte et team uden lang indløbstid, som kunne bidrage fra dag et. Det er en kæmpestor begivenhed – også større end danskerne som udgangspunkt opfatter den, siger han.
Det skal blive en folkefest
Frontpage PR & Kommunikation er valgt som PR-bureau og skal lægge strategien for kommunikationen til pressen.
– Ishockey er den tredjestørste publikumssport herhjemme, og det er en sport, hvor vi ser en fantastisk indsats fra mange frivillige og dedikerede fans. Vores opgave bliver blandt andet at få de danske medier til at interessere sig endnu mere for VM i ishockey, siger Kirsten Dinesen, direktør i Frontpage PR og Kommunikation.
Den interne organisation er ligeledes ved at blive bygget op. Senest med ansættelsen af Rasmus Haarbye, der er er hentet ind som Digital Director. Han får ansvaret for at opbygge kommunikationen til de mange fans på de sociale medier. Han har bl.a. en fortid som social medie- og indholds-ansvarlig for nogle af Danmarks største TV- og printmedier.