Mediabureauet IUM har taget hul på 2018 med en ny ledelsesstruktur, der bl.a. betyder, at bureauet for første gang siden 2014 har fået sin egen adm. direktør.
Valget er faldet på den tidligere Managing Director for gruppens kontor i Aarhus, Heine Jørgensen, som dermed i løbet af årets første kvartal hiver de jyske teltpæle op for at flytte til København.
Her kommer han til at stå i spidsen for et mediabureau, der ikke mindst slutningen af 2017 har haft betydelig medvind: I august vandt man Carlsberg og i november kom LEGO på kundelisten.
Og et af formålene med øvelsen er da også at lade mediabureauet IUM genindtage en selvstændig, og skarpere profil. På medie- og annoncemarkedet – og i Mediabrands-gruppen.
Den centrale enhed
Michael Thim, der er Nordic CEO for Mediabrands, siger:
– Vi styrker IUM som den centrale enhed i Mediabrands-paraplyen og som omdrejningspunkt for alle de forskellige ydelser, vi tilbyder kunderne. I den forbindelse omorganiserer vi ledergruppen, så vi bedst muligt imødekommer de kundebehov, som tidens nye fænomener bringer med sig.
Den nye CEO for IUM supplerer:
– Vores bureau-paraply rummer rigtig mange kompetencer, der alle er værdifulde for vore kunder, siger Heine Jørgensen og fortsætter:
– Ikke desto mindre er det mediabureauet IUM, der favner og behersker alle indsigter i den digitale verdens discipliner og mekanismer – kombineret med solid erfaring med de traditionelle. Vi samler al strategi, planning og digitalt for at forenkle den stigende kompleksitet, som kunderne oplever.
Et hold med erfaring
Den nye CEO er omgivet af et ledelseslag på seks Managing Partners med erfaring fra kreative bureauer, kunder og medier, hvortil kommer en ny chef for Insights og analyse, Kristian Vejborg, der ligesom Heine Jørgensen er startet den 2. januar.
Heine Jørgensen selv har i to år været direktør for Mediabrands i Aarhus.
Før det var han kommerciel direktør hos eBay i Danmark, og tidligere har han været direktør for GroupM-bureauerne MEC i Aarhus og Maxus gennem næsten 11 år.
IUM er fortsat del af Mediabrands, der ledes af Nordic CEO Michael Thim.