Mode-brandet Noa Noa har haft det svært efter finanskrisen, men nu vil virksomheden igen på dagsordenen og positionere sig som et dansk mærke med noget på hjerte.

Til at revitalisere brandets ambition og sikre at Noa Noa igen bliver et attraktivt mærke i målgruppen har modevirksomheden valgt Very som nyt bureau.

- I Very har vi først og fremmest fået en samarbejdspartner, som udfordrer os. Men de har samtidig haft respekt og forståelse for, hvor vi kommer fra, siger Henrik Aaen Kastberg, der er adm. direktør hos Noa Noa, om samarbejdet med Very.

Han tilføjer, at det letteste ville være at vende hele bøtten på hovedet og få en masse hurtig opmærksomhed, ved at gøre noget folk slet ikke forventer:

- Men vi er faktisk stolte af, hvem vi er, og af vores historie som et af de ældste modebrands i Danmark. Derfor har øvelsen været at finde ind til kernen af, hvem vi er, skære alt unødigt fra og sætte dette potentiale i en 2017-kontekst, siger Henrik Aaen Kastberg.

Et mere selvsikkert brand

Revitaliseringen kommer som en naturlig konsekvens i den proces, der blev sat i værk for at få Noa Noa helskindet igennem den turbulens, som virksomheden blev ramt af efter finanskrisen.

For eksempel hentede man i 2015 Rikke Wienmann Mai ind som ny chefdesigner og ansatte et nyt produktteam – og nu er Very så altså også hentet ind til at sætte strøm til en platform, der skal understøtte en revitaliseret fortælling om et originalt brand med dybe nordiske rødder.

Og det glæder man sig til, siger Verys ejer, Thomas Bjerg, som tilføjer, at der er stor entusiasme omkring projektet hos bureauet:

- Det er altid spændende at arbejde med brands som alle kender, har en historie med og ikke mindst har en holdning til – på godt og ondt, siger han og peger på, at en af de ting, folk vil komme til at se, er et langt mere selvsikkert Noa Noa:

- Derfor kommer vi til at arbejde målrettet på, at fortælle historier om kvinder med stærke holdninger og erfaring. Det er nemlig i sidste ende den personlighed, som bærer tøjet, der er med til at give designet karakter. Vi kalder konceptet ”Wear Your Story” – og det første ”Wear Your Story” co-lab vil blive lanceret i juli 2017.