Bureauet No Zebra, som til næste år fylder 20 år og har 50 digitale eksperter på sit Aarhus-kontor, åbner nu også et kontor i Kødbyen i København.

Åbningen skyldes stigende efterspørgsel øst for Storebælt efter No Zebras ydelser og rådgivning inden for e-handel, UX, digitalt design og digital marketing.

Derudover ønsker No Zebra at komme tættere på det stigende antal sjællandske kunder og partnere, som bureauet har fået de seneste år.

Listen over storkøbenhavnske kunder hos No Zebra tæller blandt andet Danmarks største privatejede vinkoncern, Taster Wine, og Danmarks andenstørste forlystelsespark, Bakken, for hvilke No Zebra har stået bag alt lige fra den digitale strategi, design og udvikling af platformene samt al digital marketing. 

No Zebras ene CEO og stifter, Jesper Holm Joensen, glæder sig over åbningen i København, som hele tiden været en del af No Zebras vækstplan for 2018.

- Vi følger en stabil, organisk vækstplan og har opbygget et stærkt og solidt Aarhus-kontor med 50 digitale specialister, tunge tekniske kompetencer og en stærk ledelse, som kan bakke vores kommende københavnske team op. Så timingen er helt rigtig nu, siger han.

Mindre verdensmesterretorik

Som optakt til åbningen har No Zebra i foråret afholdt morgenevents, kaldet Digitale Rundstykker, i København.

Feedbacken derfra og fra mange kundemøder bekræfter Jesper Holm Joensen i, at der er plads til No Zebra i København.

- Vi får tit at vide, at vi gør tingene anderledes end andre bureauer. Særligt i København. Vi taler ikke virksomhederne efter munden, og vi har ikke travlt med hele tiden at fortælle, at vi er verdens bedste til alt muligt bare for at få dem som kunder, siger Jesper Holm Joensen.

- Vi har 19 års digital erfaring og konkrete resultater at byde ind med og kan både levere det strategiske og hele eksekveringen. Det ser mange som en fordel. Vi får god feedback på vores tilgang, og vi glæder os til at være endnu mere til stede i København, slutter han.

No Zebra har en målsætning om at rekruttere mellem tre og fem medarbejdere til sit nye københavnerkontor i løbet af 2018.