Der er et udtalt behov for at styrke kompetencerne yderligere blandt de skrivende i bureaubranchen. Sådan lyder vurderingen i bureauernes egne rækker, og nu er muligheden der:

Til februar slår en ny uddannelse, Tekstlinjen, døren op - og nyheden er ikke bare født ud af et reelt behov, men også bakket op af en stribe kendte tekstforfatter-profiler:

- Afsættet til Tekstlinjen kom fra de interviews, vi har haft med en stor del af branchens bedste tekstforfattere – fra Claus Lembourn, Jørn Duus, Claus Walter over Thomas Fabricius og Nicolai Stahl til de nye stjerner som Johan Køhler og Peter Metcalfe, siger Per Holm Henriksen, der er en af to initiativtagere til Tekstlinjen, og tilføjer:

- Alle de interviewede bakkede op om uddannelsen – og det gjorde de aktivt, forstået sådan, at de har hjulpet med indhold til Tekstlinjen, og mange af dem stiller op som gæstelærere.

Stærk duo i spidsen

Tekstlinjen bliver en uddannelsesmæssig søster til Reklamelinjen, som har Per Holm Henriksen og Kaare Grundtvig som fagansvarlige, og den nye uddannelse får ligeledes et par stærke brancheprofiler som fagansvarlige.

Det drejer sig om en særdeles kompetent duo i skikkelse af Katrine Jo Madsen, Associate Creative Director hos Ogilvy, og Clara Prior-Knock, Senior kreativ på DDB.

- Vi har i reklamebranchen en forpligtelse til at få talent til at vokse. Og der er et behov for at uddanne kreative til at blive bedre til at skrive. For tekst er et håndværk – på samme måde, som en AD’er skal kunne Photoshop og Illustrator. Og jeg glæder mig til at lære fra alt fra dygtige tekstforfattere til standup’ere og digtere, der også kan noget i forhold til det, vi laver i dag, siger Clara Prior-Knock.

Katrine Jo Madsen supplerer:

- På mange måder kræver det i dag både mod og tro på sig selv at kaste sig ud i tekstforfatter-disciplinen, fordi de eksisterende kreative uddannelser ikke tager ordentligt fat på området. Og fordi man – selv som færdiguddannet – derfor ikke har en ordentlig basis, men tit må stole på mavefornemmelse, siger hun og tilføjer:

- Med Tekstlinjen er det vores fornemste opgave at give de skrivende kreative alt fra konkrete værktøjer til øjenåbnende inspiration, så de bliver endnu bedre til det, de gør. Og samtidig give tekst-spirerne derude modet til at turde tage springet.

Uddannelse efter arbejdstid

Uddannelsens målgruppe er primært medarbejdere på bureauerne – ikke kun tekstforfattere og ikke kun fra reklamebureauer, men skrivende fra bureauer generelt, der ønsker at blive bedre til at skrive.

Forløbet vil strække sig over cirka fem måneder, med to undervisningsdage om ugen – om aftenen, i forlængelse af arbejdsdagen, og uddannelsen får lokale i København, nærmere bestemt i Børsbygningen.

Vil du gerne vide mere om Tekstlinjen, så kan du skrive til Clara Prior-Knock eller Katrine Jo Madsen på clara@reklamelinjen.dk og katrine@reklamelinjen.dk