Henrik Hjorth, tidligere viceadministrerende direktør i Nemlig.com i over 11 år, er blevet medejer af marketingbureauet SENSE marketing ApS, hvor han blandt andet skal hjælpe med strategi, forretningsoptimering, økonomistyring og innovation.

– SENSE har fundet en solid niche, mindre og mellemstore virksomheder, der har svært ved at få den nødvendige specialviden inden for marketing, siger Henrik Hjorth. 

– Den digitale udvikling inden for marketing er voldsom, og SENSE har netop et koncept med en full service marketingafdeling for én fuldtidsmedarbejders pris, som jeg er helt sikker på, der er et stort potentiale i.

Henrik Hjorth mener, at SENSE kan opnå at blive 19 medarbejdere inden for tre år på baggrund af den vækst, som virksomheden har haft hidtil.

Henrik Hjorth og SENSE-stifter Martin Bengaard har i øvrigt kendt hinanden personligt gennem en længere årrække, og for 20 år siden var Henrik Hjorth chef for Martin Bengaard i Dagrofa. Siden har de holdt kontakten.

– Henrik kommer med nogle skarpe erfaringer om, hvordan man vækster et firma fra bunden. Hans erfaringer er brede og strækker sig, hvordan vi kan være mere innovative i forhold til resten af branchen og til at strømline processer, siger Martin Bengaard.

Savnede opstartsgejsten

For Henrik Hjorths vedkommende er medejerskabet i SENSE marketing også drevet af, at han genkender den pionerånd, som drev Nemlig.com til succes.

– Jeg savnede gejsten for at starte noget op fra dengang, vi startede Nemlig.com, og den har jeg fundet hos Martin, som tør satse og gøre tingene lidt anderledes, og som forholder sig ydmygt til opgaverne, siger Henrik Hjorth, og uddyber med et par områder, der skal fokuseres på nu.

– Hvis vi skal op på 25-40 mand over en årrække, skal der en transformation til, hvor forretningen skal have implementeret faste processer og de helt rette værktøjer, slyder vurderingen.