Detail-giganten Coop har gennem de senere år gennemført et markant og effektfuldt hamskifte på e-fronten med forvandlingen af Nettorvet til Coop.dk: Der er sorte tal på bundlinjen og Coop.dk ligger i Top 3 over danskernes foretrukne netbutikker - men ambitionerne rækker videre endnu.

Så nu skal der sættes yderligere turbo på profilering og udvikling af netbutikken - herunder Coop.dk Shopping og Coop.dk Mad.

Peter B. Kreilgaard, der er Head of Marketing i Coop.dk, er centralt placeret i den store digitale proces, og han har valgt Hjaltelin Stahl som det bureau, der skal hjælpe med at skærpe Coop.dk-profilen, afstikke retningen og styrke Coop.dk-brandet.

Der er dog ifølge Peter Kreilgaard tale om andet og mere end et brandingprojekt:

Tre bureauer i spil

- Vi er ved at udvikle et strategisk værktøj til at lede forretningen efter. Vi har fået input bredt fra organisationen for at styrke afsættet og brandet. Men det er også nødvendigt at få et udefra-og-ind syn med i processen, hvilket er forklaringen på, hvorfor vi shortlistede tre bureauer til at udfordre os, siger han og tilføjer om valget af Hjaltelin Stahl til opgaven:

- Vi entrerede med Hjaltelin Stahl, fordi de kender os via bl.a. datamining og CRM. De er dybt inde i forretningen og kender vores kunder. Men det alene udløste ikke opgaven. De fik den, fordi de satte det rette hold og leverede den rette proces.

Forbindelsen mellem Coop.dk og bureauet går i øvrigt seks år tilbage, idet Hjaltelin Stahl i forvejen arbejder for Brugskæderne og Coop Medlemsprogrammet digitalt.

Hos Hjaltelin Stahl siger Jonas Sylvest, CBDO og partner:

- Vi er stolte over, at Coop.dk har udvidet og forstærket samarbejdet med os. Den tekniske platform er på plads, og vi skal – via en styrket grundfortælling og position – levere solidt fundament for tilstedeværelsen hos forbrugerne.

Pitchen blev afsluttet for nogle uger siden, og parterne har netop taget hul på opgaven.