Der bliver fremover kamp til stregen mellem de aarhusianske mediebureauer.

For nyligt slog OMD dørene op til sit kontor i Smilets By, og nu melder de tidligere TV 2-profiler, Morten Hilmar og Martin Høgsberg, sig ind i kampen, hvor de øvrige kombattanter er IUM, Aegis Media, MEC og Mediacom,

De garvede TV 2-folk har nemlig valgt at etablere et nyt mediebureau, der hovedsageligt vil fokusere på medierådgivning for landets små- og mellemstore annoncører, hvor budgetterne varierer fra 50.000 kroner op til 5 mio. kroner.

Det nye mediebureau, der lyder navnet Hilmar & Høgsberg efter de to stiftere, satser dermed på at skabe et marked for nye annoncører og fravriste små- og mellemstore annoncører fra de større mediebureauer ved at tilføre noget frisk blod til markedet.

De rigtige værktøjer

– Vi har den helt klare målsætning, at vi skal gøre en synlig forskel for vores kunder og samarbejdspartnere. Derfor kaster vi hele vores hjerteblod ind på at levere en proaktiv og professionel rådgivning, der sikrer annoncørerne fuldstændig overblik deres medieinvesteringer, fortæller Martin Høgsberg.

Han forklarer, at mediebureauet af samme årsag har valgt at investere i Gallups TV-Meter-system for at kunne levere en rådgivning på samme niveau som de øvrige aktører i branchen, ligesom tv af gode grunde ligger i Hilmar & Høgsbergs dna.

Martin Høgsberg understreger dog, at bureauet kommer til at levere komplet medierådgivning, og bl.a. derfor har valgt at arbejde tæt sammen med det mindre mediebureau BrandSpot, hvis spidskompetencer er inden for det digitale område og desuden har erfaring med radio, print, biograf og outdoor.

Kosteffektiv rådgivning

Det ændrer dog ikke på, at Hilmar & Høgsberg langt hen ad vejen kommer til at tage afsæt i de to partneres næsten 10 år lange erfaring med analyser af målgrupper på tværs af landets kommercielle tv-stationer.

– Grundlæggende kommer vi til at tilbyde annoncørerne at blive en stor fisk i en mindre dam, hvor de kommer til at opleve professionel rådgivning fra første kontakt til måling og evaluering af de enkelte kampagner, forklarer Morten Hilmar og afslører, at mediebureauet bl.a. derfor introducerer et fastpris-koncept, hvorved kunderne er sikret et fuldstændig overblik over deres kampagnebudget.

Ydermere indgår Hilmar & Høgsberg et finansielt samarbejde med SEB Kort for ligeledes at kunne tilbyde annoncørerne kredit op til løbende måned + 30 dage.

Læs mere om det nye mediebureau her.