Det går stærkt for den outdoor-udbyder, en del af konkurrenterne for år tilbage ikke troede kunne flyve. Men det gør Out of Home Media unægtelig. 

En vækst på 60 pct. på toplinjen og 105 pct. på årets resultat er aldeles fornemt. Medarbejderstaben er samtidig vokset med små 60 pct. Out of Home Media blev allerede i 2016 Danmarks næststørste outdoor udbyder.

Hvad siger stifteren og majoritetsejeren?

– Vores kombination af Danmarks største outdoor formater på busmediet og Eurosize er unik. Vi kan generere en ekstrem synlighed, og outdoor-mediet har flere funktioner på medieplanen end tidligere, siger Henrik Sørensen. 

– Udover at sikre en høj dækning og frekvens, så kan mediet drive trafikken på nettet og via kreative eksekveringer på busmediets store formater aktiveres og anvendes som trafikskabende content på digitale platforme

Outdoor er det sidste ægte massemedie

Hvordan ser fremtiden ud?

– Målet er at fordoble både top- og bundlinje indenfor 2-3 år, fortsætter Henrik Sørensen.

– Der er et stort potentiale i markedet, og vi ser en øget interesse for outdoor-mediet, der i høj grad fungerer som det sidste massemedie. 

– Den høje dækning og frekvens kombineret med, at mediet ikke kan fravælges skaber en unik vækstmulighed for outdoor som mediegruppe, der har en væsentligt højere share af mediespend i den øvrige del af Norden og Europa.  

Skal Out of Home Medias snart ind i andre aktiviteter?

– Vi ser både på nye mediemuligheder og på Metro-kontrakten, der kommer i udbud senere i år. Vores vækst bliver en kombination af organisk vækst, nye medier og kontrakter, som vi overtager fra andre medieudbydere, slutter Henrik Sørensen.

Nøgletal

Out of Home Media ApS

Mio. kr.                                   2017/ 2016

  • Bruttofortjeneste:           43,2/ 27,1
  • Resultat før skat:             15,7/ 7,7
  • Årets resultat:                  12,1/ 5,9
  • Egenkapital:                     14,8/ 7,8
  • Medarbejdere:                38/ 24