Efter godt fem år i bureauet No Zebra, herunder det seneste halvandet år som partner og digital direktør, har Kasper Ebsen besluttet, at tiden er inde til et nyt arbejdsmæssigt kapitel.

Han træder derfor pr. 30. juli ud af No Zebra for på et tidspunkt at starte sin egen virksomhed.

No Zebras stiftere og ejere, Nicholai Hindrichsen og Jesper Holm Joensen, har respekt for beslutningen, men er naturligvis ærgerlige over at miste en god kollega og stor ledelsesmæssig drivkraft.

- Vi siger farvel til en dygtig leder, strateg og en god kollega, som har betydet meget for den udvikling, No Zebra har været igennem de sidste fem år, lyder det samstemmende fra dem i en pressemeddelelse.

- Kasper har ydet en kæmpe indsats og spillet en stor rolle i at bygge vores digitale marketing-afdeling op til den størrelse og betydning, den har i dag. Det takker vi ham for og ønsker ham held og lykke med det nye kapitel, fortsætter No Zebra-stifterne.

Har en iværksætter i maven

Kasper Ebsen begrunder sin beslutning med ønsket om at prøve at starte sit eget op fra bunden.

- Det er utrolig vemodigt at sige farvel til No Zebra efter næsten fem år, men samtidig føler jeg, at timingen er rigtig. Vi har bygget en stærk virksomhed op, der er styr på processerne og økonomien, og vi får hele tiden mange spændende kunder ind.

- Så jeg forlader en virksomhed, der kører godt. Samtidig har jeg altid haft en ide om, at jeg gerne en dag ville starte mit eget op, og den ide er vokset i mig den seneste tid. Så derfor træffer jeg beslutningen nu, siger han.

Stærkt par klar til at overtage

No Zebra forfremmer i stedet de to daglige ledere i deres digitale marketing-afdeling, Mikkel Drewsen og Jesper Neergaard, til nye overordnede ledere af afdelingen pr. 1. juli.

De to, som i dag er hhv. Head of Content & Social og Head of Traffic & Conversion, har ligesom Kasper Ebsen været med til at bygge No Zebras digitale marketing-afdeling op fra bunden. 

Mikkel Drewsen og Jesper Neergaard indtræder samtidig i No Zebras ledelsesgruppe, som også tæller CTO, Rasmus Lynggaard, og CXO, Peter Andersen.

- Med Mikkel og Jesper har vi to fantastisk dygtige personer og rollemodeller, som har været her længe og er helt inde under huden på alle processer, opgaver og kunder og som samtidig nyder stor respekt og opbakning internt. Sammen med dem glæder vi os til at skabe en ny ledelse, som kan udfordre og udvikle strategien og retningen i No Zebra, slutter Jesper Holm Joensen.