Et lille, men stærkt medie for annoncører er taxa-reklame. De rullende billboards ses, og de er et billigt alternativ til mange store medier.
Somme tider også for billigt, hvilket TaxiReklame DK er et bevis på. Den butik er nemlig begæret konkurs, og det kan få konsekvenser for PHD med Carlsberg som kunde. MediaBroker med TV 2 som kunde nåede aldrig at komme i klemme, men var på vej ind i et samarbejde, som TaxiReklame DK dog aldrig nåede at eksekvere.
– Vi kendte godt til Søren Simonsens historik, og derfor var han kontraktligt pålagt at dokumentere, at han betalte sine vognmænd, og at vi opnåede de visninger og den opmærksomhed, vi ønskede, før vi betalte en krone, lyder det fra MediaBroker, “så vi havde garderet os.”
Den ene mand bag TaxiReklame DK er som beskrevet Søren Simonsen, og han har drejet nøglen om to gange tidligere, i 2009 med en gæld på 17 mio. kr., og i 2012 ligeledes med et udestående på flere millioner til kreditorerne.
Denne gang er partneren Sune Olsen trukket med i konkursen, og det er ikke lykkes for markedsforing.dk at få præcise tal for omfanget af gælden, og hvem der rammes hårdest.
Hos PHD bekræfter Claus Andersen, adm. direktør, dog, at hans bureau i efteråret havde ”en rigtig dårlig oplevelse” med TaxiReklame DK og at ”der verserer en sag”, men han overlader det til brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation at håndtere kommunikationen.
– Jeg går ikke ind i detaljerne om den konkrete sag, men den er endnu et argument for, at Justitsministeriet bør offentliggøre den karantæneliste, ministeriet skabte per 1. januar 2014, men som ministeriet har valgt ikke at gøre offentliggøre, siger Tine Aurvig-Huggenberger, adm. direktør i K&K.
Ved den lejlighed sagde justitsminister Karen Hækkerup bl.a., at:
– Vi har set alt for mange eksempler på, at banditter i habitter med vilje spekulerer i virksomheders konkurser for at tjene penge til sig selv. Og når erhvervsfolk ikke følger reglerne, har det store konsekvenser for samfundet, for i sidste ende havner regningen hos forbrugere, virksomheder og andre kreditorer.
Offentlighed vil måske bidrage til, at virksomhederne ved, hvem de handler med, men som Tine Aurvig-Huggenberger tilføjer:
– Uden at jeg skal lyde skolemester-agtig, vil jeg da anbefale bureauerne om at lave bare lidt grundlæggende research om de partnere, de indgår aftaler med. En enkelt søgning på Google ville skabe klarhed. Så ville denne sag formentlig være undgået, slutter Tine Aurvig-Huggenberger.
K&K har ikke mulighed for at forhindre Søren Simonsen og Sune Olsen i at starte butikken op under et nyt navn. Det er myndighedernes ansvar.