I en tid hvor selv velrenommerede internationale reklamenavne på skift erklærer marketing for død eller skindød, har det efterhånden seks år gamle bureau, Very, i al stilfærdighed opbygget sin egen og ganske anderledes marketingmodel.

Og den er tilsyneladende ikke helt tabt bag af en vogn, for da Danmarks største reklamekoncern, PeopleGroup, her til morgen offentliggjorde sit årsregnskab, kunne man samtidig fortælle, at man havde købt 30 procent af Very.

– Vi er i en brydningstid, hvor både medie- og reklamebureauer er nød til at genopfinde sig selv, hvis de vil overleve. Så enten kan man føle sig enormt truet, eller også kan man føle sig udfordret. Vi er i den sidste kategori, siger Bjarne Spellerberg, adm. direktør i Wibroe, Duckert & Partners og partner i PeopleGroup

Parterne ønsker ikke at offentliggøre, hvad de 30 procent af Very, har kostet, men for Bjarne Spellerberg er der ingen tvivl om, at Very er en særdeles interessant samarbejdspartner.

– Very har vist deres potentiale på det danske marked og desuden mener vi også, at de har et internationalt potentiale. Hertil har de igennem årene formået at få adgang til alle de “rigtige” meningsdannere og bygge brands nedefra. Begge dele er tiltalende. Ikke for at vokse bare for at vokse, men fordi vi gerne vil vokse inden for de rigtige og nye kompetencer, siger han.

Hvis man spørger sig selv, inden man vil etablere et nyt forretningsområde eller nye kompetencer, om det har relevans for ens 10 største kunder, og svaret er ja, så bør man gøre det, mener Bjarne Spellerberg.

– Som i så mange andre henseender, handler det om at tilbyde sine kunder de mest interessante produkter på hylden, og der mener vi, at Very er et spændende produkt på PeopleGroup/Wibroe, Duckert & Partners hylden. De er mediekreative i den forstand, at de opfinder deres egne mediekanaler, når kunden har behov for det. De har den tæft, indsigt og fornemmelse for, hvordan man rammer målgrupper på nye måder, og denne måde at tænke på, kan vi godt lide.

Men hvorfor de 30 procent? Og ikke 40 eller 20 procent?

– De 30 procent fortæller, at vi er seriøse i ejerskabet. Vi siger med de 30 procent, at vi ikke er interesserede i at belægge Thomas og Morten og resten af teamet med håndjern. Vi er partnere med dem, fordi vi stoler på, at de er de rigtige til at drive Very i den rigtige retning. Når fx de store bureaunetværk køber sig ind i bureauer, køber de typisk mindst 51 procent. De vil bestemme.  Den model tror vi ikke på. Thomas og hans folk skal have det mentale ejerskab af Very, så de har interessen i at gå all-in i samarbejdet, siger Bjarne Spellerberg.

Direktør og ejer af Very, Thomas Bjerg, siger selv, at tidspunktet er rigtigt i forhold til den forretningsplan, bureauet har lagt – og som blandt andet rummer ambitioner om europæisk vokseværk.

– Vi mener, at PeopleGroup/Wibroe, Duckert & Partners er den bedste partner, vi kan få til at tage dette næste skridt – først om fremmest fordi vi ser ens på Verys potentiale. Men derudover har koncernen vist, at de kan bygge en stærk forretning op baseret på stor kreativitet og dyb forretningsforståelse. Vi ser stadigvæk Danmark som vores vigtigste marked, men vi har et klart ønske om at konsolidere vores forretning i norden, herunder Finland – og i denne sammenhæng har vores nye medejer også historisk formået at se internationalt potentiale i fx AdPeople og det har ligeledes været meget vigtigt for os.

Relevans, relevans og relevans

Very har fra starten arbejdet ud fra princippet om, at slaget om fremtidens medier skal vindes på relevans og ikke på tilstedeværelse.

Så i stedet for at sælge synlighed, består kerneforretningen hos bureauet i at bygge en skræddersyet ”mediekanal” bestående af de community-aktiver – ambassadører, events, sponsorater eller andet – som har relevans for et givent produkt eller service for dermed at skabe en brugerdreven integration i målgruppens egne medier samt igennem owned og earned media.

Af samme grund har Very fx heller ikke in-house kreative ansat, men derimod community plannere, der direkte repræsenter de netværk, som kunden ønsker at interagere med.

– Den økonomiske krise har tvunget marketingcheferne til at tænke anderledes, sociale medier er blevet ”stuerene” som seriøse kommunikationsplatforme osv. Men alligevel har mange stadig svært ved at træffe et valg om en ny strategi, fordi vanens magt stadig gør, at succes bliver målt i traditionelle eksponeringer. Hvad mange ikke har forstået er, at det er muligt at nå den samme grad af awareness, hvis blot man tænker sine community aktiviteter ind i en større sammenhæng fra start. Og så rammer du i øvrigt direkte ned i målgruppen med et budskab, de køber ind på, fordi du taler med dem og ikke til dem, siger Thomas Bjerg.

Om Very

Community marketingbureauet Very blev etableret i 2006 af Thomas Bjerg og har i dag ca. 25 ansatte fordelt på kontorer i Danmark, Sverige og Norge. I 2009 vandt bureauet en Grand Prix ved Advertising Effectiveness Award for lanceringen af Somersby Cider og sidste år blev Very kåret som Gazelle virksomhed af Børsen.

Bureauet omsatte sidste år for godt 20 mio. kroner og genererede et overskud på godt fire mio. kroner.

Blandt Verys kunder findes bl.a.: Coca-Cola Services, Carlsberg Group, Danske Spil og DSB.

Om PeopleGroup/ Wibroe, Duckert & Partners

Reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners blev grundlagt i 1973 og ledes af adm. direktør Bjarne Spellerberg. Bureauet startede ved årtusindskiftet PeopleGroup-koncernen, som i dag er Danmarks største kommunikationshus med godt 200 ansatte.

Seneste regnskab, som er offentliggjort i dag, fortæller om en nettoomsætning på godt 182 mio. kroner og et overskud på 13,3 mio. kroner.

Kundelisten omfatter en række af Danmarks største brands, bl.a. Tuborg, KiMs, TDC, Lotto og Nykredit.