Det danske firma Renz A/S udvikler, producerer og markedsfører postkasser. De er Nordens største, og arbejder målrettet på at udvikle deres postkasser til perfektion.

Og nu skulle de så have et nyt website til deres MEFA brand med tilhørende webshop.

– Samtidig var det en bunden opgave, at e-shoppen skulle have respekt for Renz’ forhandlerkanal, siger Søren Queitsch, partner hos Peytz & Co, der skulle løse opgaven.

– Vi var godt klar over, at postkasser ikke har publikums store interesse. Vi bruger dem alle sammen, men vi har ikke noget forhold til dem og skifter dem sjældent ud. Postkasser er et typisk lavinvolveringsprodukt. Så hvordan i alverden fanger man brugernes interesse? Her lå den strategiske udfordring.

Et hul i markedet for pakkepostkasser

Opdragsgiveren uddyber:

– Gennem vores snak med Peytz & Co fandt vi frem til, at markedet for pakkepostkasser er umodent, og at det er her, vi skal sætte ind, siger Peter Andersen, Adm. direktør, Renz A/S.

En kort strategiproces, og rigtig mange spørgsmål, gjorde det klart, at der er et hul i markedet: Pakkepostkassen. Pakkepostkassen er endnu så ny en produkttype, at der er begrænset fokus på den fra forhandlerleddet og derfor ikke nogen stor konflikt.

Men endnu vigtigere:

– Med pakkepostkassen er det muligt at flytte fortællingen om MEFA fra en “kedelig postkasse” til noget, der interesserer mange: Behovet for at kunne modtage pakker trygt og sikkert i en tid, hvor vi handler mere og mere på nettet, og hvor vores alternativ til at få leveret derhjemme i en pakkepostkasse reelt er at bruge vores tid i en kø i en pakkepost-butik, siger Søren Queitsch.

– Samarbejdet har fungeret upåklageligt hele vejen igennem, og der har været en konstruktiv, løbende dialog, fortsætter Peter Andersen, Adm. direktør, Renz A/S.

Fortællingen om en pakkepostkasse

Derfor er fortællingen om pakkepostkassen, dens muligheder for anvendelse og den øgede handel på nettet blevet et helt centralt omdrejningspunkt for det nye website. Renz A/S vil fortælle MEFA historien om det nemme(re) liv, en privat pakkepostkasse giver, samt selvfølgelig vise deres lækre design.

– Det nye mefa.dk viser, at en pakkepostkasse ikke bare er en postkasse, men en genvej til et lettere liv – og dit visitkort ved vejen. Når man tænker på levetiden for produkterne, og den stress mange føler ved lange posthuskøer, er der grobund for endnu større interesse i de digitale og designmæssige fordele, som MEFAs produkter tilbyder, slutter Søren Queitsch.