Det var for de fleste i branchen en overraskelse, da Kresten Schultz-Jørgensen ved årsskiftet valgte at træde ud af LEAD Agency og starte forfra som eneejer af rådgivningsfirmaet Oxymoron.

Lidt som Don Draper, der i ”Mad Men” forlader Madison Avenue og kører vestpå. På nøjagtigt 10 år er LEAD blevet et af landets førende PR-bureauer, med 8 partnere, 40 ansatte og alle muligheder for også på lang sigt at blive en god forretning for ejerne.

Så hvorfor sælge det hele og starte forfra?

– Jeg synes oprigtigt, at min rolle var udspillet. De seneste år har LEAD ret tydeligt været et full service bureau, hvor en stor gruppe af partnere og medarbejdere tilsammen trækker firmaet med nogle ydelser, der ikke mindst handler om de store kampagner og de store kommunikationsprojekter. Det er jo nøjagtigt sådan, vi har planlagt det, og så må jeg videre.

Tingene skal udvikles hele tiden

Hvorfor egentlig? Kunne du ikke bare sidde stille og hæve din løn og din del af overskuddet?

– Nej, det har jeg ikke lyst til. Min styrke og i hvert fald min interesse er at udvikle tingene hele tiden, og hvis et flertal i partnergruppen er mere tilfredse med tingenes nuværende tilstand, ja så er dét da fremtiden for LEAD. Min ligger et andet sted.

Har der været en konflikt i partnerkredsen?  

– Næ, det er forkert at sige. Vi er de bedste venner på kryds og tværs. Men man kan godt sige, at nogle voksne mennesker har villet noget forskelligt med deres arbejdsliv, og at vi har været ret ærlige omkring dét.

– Det skal der da også være plads til. Jeg for min del vil gerne bruge de næste år på personlig rådgivning af topchefer. Og det er måske for meget forlangt, at et helt firma med 40 ansatte skal følge den kurs, ikke?

Topledere har brug for en Trusted Advisor

Kresten Schultz-Jørgensen har derfor aktiveret firmaet Oxymoron, som han stiftede allerede for 3-4 år siden, og som har været rammen for hans mange bogprojekter.

Firmaet har til huse i de spektakulære lokaler i Rosenborggade-annekset ved Nørreport Station, hvor også LEAD Agency holdt til i firmaets første år, og hvor Kresten Schultz-Jørgensen selv læste statskundskab i 1980’erne og 1990’erne.

Ringen er altså sluttet, lige nu. Bortset fra, at rådgivningsvirksomheden denne gang bygger på en særlig forretningsmodel, som efter Kresten Schultz-Jørgensens vurdering afgjort får en større betydning i fremtidens rådgivermarked.

– Pyramiden er i princippet vendt om. Der skal ikke skabes leverage med et team af konsulenter. Jeg er Trusted Advisor for en række topledere, der ikke har behov for et stort team til at producere indhold.

– Det har de folk til, eller også finder vi dem på projektbasis. Den afgørende værdiskabelse ligger i en personlig rådgivning, der forstår forretningen, og som i princippet rummer både strategi, ledelsesrådgivning og kommunikation.

Allerede kunder i butikken

Præcis sådan er situationen allerede i dag i Oxymoron kun få uger inde i det nye år. På klientlisten står bl.a. Microsoft, Danske Bank og Hummel, flere globale tech-virksomheder samt en håndfuld kommuner, statslige organisationer og NGO’er. 

Men Kresten har slet ikke lyst til at bruge ordet ”klient”. Relationerne er dybe, og han fortæller, at ord som kunde, ordrebog og time-sag kan efterlades i garderoben. De kommer ikke til at spille nogen rolle.

Tendensen er veldokumenteret i disse års konsulentlitteratur. Den er også beskrevet i analysearbejdet i Dansk Erhvervs særlige rådgiverudvalg, som Kresten Schultz Jørgensen selv sidder med i.

Trusted Advisor-gruppen af konsulenter er en type rådgivere, der i princippet altid har eksisteret som fx advokater og ledelsesrådgivere, men deres antal vokser i disse år med både globaliseringen og den almindelige brancheglidning.

Sagt enkelt: Hvis man kan agere internationalt, og hvis man kan rådgive på tværs af fx management og kommunikation, ja så er mulighederne i disse år store inden for dét, der hedder de dybe og personlige kunderelationer.

Så nu skal du så lave et nyt, stort rådgivningsfirma? For det er vel dér, det ender?

– Nyt ja, men ikke stort. Et team omkring mig på 2-3 personer er modellen lige nu. På lidt længere sigt kan man godt forestille sig andre Trusted Advisors i gruppen, men princippet ændres der ikke på. Vi er tunge i toppen med enkelte udvalgte supportfunktioner, slutter Kresten Schultz-Jørgensen.