Vi hylder som bekendt ”den fortabte søn” i Lukas evangeliet, og lignelsen passer ganske godt til Responsive, bureauet der i 2015 brugte 11,6 mio. kr. mere, end svendene tjente.

En herkulisk indsats hen over 2016 endte med, at bundlinjen sagde 400.000 positive kroner, hvilket må siges at kandidere til titlen som årets højdespringer.

– Det er det finansielle bevis på en kæmpe præstation, når det er lykkedes os at lave en så stor resultatsmæssig turnaround på bare ét år. Holdet har ydet en gigantindsats, som lykkeligvis kan ses på bundlinjen, og jeg er både stolt og voldsomt imponeret af mine dygtige kollegaer, siger, Peter Therkildsen Schlegel, CEO og partner i Responsive.

Prøv at uddybe lidt?

– 2015 var et rædselsfuldt år. Vi måtte gøre op med en fejlslagen strategi, sætte et nyt ledelseshold og finde ind til en stærk kerne.

En stærk kerne?

– Vi synes selv, at dét Responsive er dygtige til, er tre ting: marketingstrategisk rådgivning med afsæt i dyb forretningsforståelse, avancerede matematisk-prædiktive analyser og implementering af platforme til automatisering af digitale kundeinteraktioner.

Advance og to nye partnere er med i ejerkredsen

En ny direktør, to nye partnere og Advance i ejerkredsen har tilsyneladende skabt små mirakler for Responsive.

– Ved at flytte sammen med Advance har vi etableret et tæt samarbejde med et af landets største og mest anerkendte kreative bureauer, så vi har kunnet fokusere på strategi, data og teknologi – mens de kreative hjerner hos Advance tilfører løsningerne kreativitet, fortsætter, Peter Therkildsen Schlegel.

Flytningen til Landemærket og en halvering af medarbejderstaben har desuden givet en del synergier rent administrativt, hvilket ses på omkostningerne og dermed resultatet.  Men trods begejstring over regnskabet maner direktøren til besindighed:

– Selvfølgelig er vi glade og stolte. Men det interessante er dét, der foregår i hverdagen – at vi lykkes sammen med vores kunder. Det sidste halvandet år har budt på rigtigt store tilpasninger for så vidt angår både medarbejdere, kunder og processer.

– Vi har øvet os i at stille vanvittigt høje krav til os selv og hinanden, og det kan ses på de løsninger vi nu skaber sammen med vores kunder. Hele vejen rundt har vi skabt et gevaldigt kvalitetsløft. Dét er det vigtigste på både den korte og lange bane.

Og om fremtiden?

– Vi har i løbet af 2016 og i begyndelsen af 2017 fået en del nye kunder og sagt farvel til andre. Det har været en sund øvelse at blive skarpere på, hvor vi skaber størst værdi og fokusere benhårdt på de rigtige kunder og opgaver.

– Også selvom vi dermed har fravalgt noget omsætning på den korte bane. Når det er sagt, så er vi fortsat undervejs, og vi forventer derfor begrænset vækst på top- og bundlinje i 2017. Væsentligst af alt føler vi os godt rustet til fremtiden, slutter Peter Therkildsen Schlegel.

Responsive har i dag Tomas Gorrisen og Peter Therkildsen Schlegel som betydende majoritetsejere, mens Advance har en mindre andel, der dog er større end de to nyeste partnere, Søren Meincke Persson og Jonas Nielsen.

 

Nøgletal Responsive

(Mio. kr.)                                              2016/ 2015

Bruttofortjeneste:                                  9,8/ 10,2

Resultat før skat:                                   0,7/ -11,7

Årets resultat:                                        0,4/ -10,9

Antal medarbejdere:                              14/ 29