Elkjøp Nordic - Nordens største hjemmeelektronikkæde, der bl.a. rummer Elgiganten - har i løbet af foråret gennemført en bureaukonkurrence, og nu er vinderen fundet.

Valget er faldet på DDB, som fremover skal være bureau for kæden på hele det nordiske marked.

- I en tid med stor reklametræthed må vi som markedsleder i en af de mest reklameintensive brancher se på, hvordan vi kommunikerer med vores kunder. Dybest set handler det om at få vores kunder til at kunne lide vores kommunikation. Det er vejen frem til effektiv kommunikation DDB virker som den helt rigtige partner til at hjælpe os med at løse den opgave, siger Eddie Hernandez, der er nordisk markedschef hos Elkjøp.

Hos DDB er man stolte over den nye opgave, og kæde kommer til at blive en af bureauets største kunder.

- Det er fantastisk spændende, Elkjøp er på en spændende rejse, som vi er rigtig glade for at få lov til at være med på, siger Creative Director hos DDB Stockholm, Tove Langseth.

Første store opgave i det nye samarbejdet er et strategi- og analysearbejde for at kortlægge målgrupper og marked. Dette skal senere danne grundlag for den nye kommunikation.

Arbejdet med kæden skal ledes af DDB Stockholm, men i tæt samarbejde med DDB-bureauerne i København, Oslo og Helsinki, fortæller Anders Wik, CEO hos DDB Copenhagen:

- Vi sammensætter et nordisk DDB team, ledet af DDB Stockholm, som skal arbejde på strategisk og konceptuelt niveau med udvikling af kommunikation til alle kanaler og platforme. I Danmark får DDB Copenhagen ansvar for at arbejde med Elgiganten på taktisk niveau.