Det er rutinerede digital-folk, der slår pjalterne sammen, når e-commerce- og B2B-specialisterne EasyFlow bliver integreret i digitalbureauet Twins Solutions.

– Med EasyFlow får vi tilført to ting, der hjælper os med at være endnu mere relevante og værdiskabende for vores kunder, siger CEO i Twins Solutions, Jesper Andersen.

– Vi får nogle state-of-the-art løsninger, der passer lige ned i de fleste B2B-virksomheders digitale behov, og vi får tilført ekspertise til virksomheden inden for et af de områder i e-handel- og backend-udvikling, der er mest komplekse, nemlig integrationer.

Med ”Strategi for Danmarks digitale vækst” satte regeringen for to uger siden en tyk streg under vigtigheden af, at underskoven af SMV’er og backbone i dansk erhvervsliv fortsat rider med på digitaliseringsbølgen.

Systemer, der snakker sammen, er effektive

Og et af de områder, hvor Danmarks lidt mindre virksomheder ofte taber til de store drenge – både nationalt og internationalt – er ved, at de ikke investerer nok i digitalisering af deres forrentning, fordi det simpelthen er for dyrt.

– Men effekten af at have systemer, der snakker sammen, så man både kan levere bedre service og kommunikation online og kan indsamle data mere intelligent, er jo god nok, fortsætter esper Andersen.

– Derfor er koblingen mellem Twins Solutions’ kompetencer på strategi, design og udvikling samt EasyFlows ekspertise i integrationer mellem ERP-systemer, apps og websites spot on og i øjenhøjde med SMV’ernes og de større virksomheders udfordringer. 

– Rent teknisk laver vi jo integrationer mellem IT-systemer. Og det er ikke så sexet som VR eller lækre websites. Men faktum er, at du ikke får den optimale ROI på dine digitale aktiviteter, hvis du fx ikke er i stand til at levere dynamiske priser i din webshop eller opdatere din lagerstatus i realtid på dit website, uddyber partner i EasyFlow, Kåre Gade Petersen. 

– Det gælder både for B2C- men så sandelig også for B2B-forretninger. Og på den måde er vi jo et rigtigt godt match med Twins Solutions, slutter han.

Med EasyFlow følger fire mand, herunder partner og salgsansvarlig, Kåre Gade Petersen, som bliver en del af Client Service teamet og Rune Peter Olsen, partner og CTO i EasyFlow som tager plads i udviklingsteamet hos Twins Solutions som Team Lead på e-commerce.