Det kreative og strategiske bureau U er kommet godt fra start efter lanceringen i efteråret 2017. 

Bureauet, der er et resultat af en fusion mellem to bureauer - U communicate og Knowtheirname – er i hvert fald gået ind i 2018 med en række væsentlige nyheder i kundeporteføljen. 

Blandt de virksomheder og brands, der har valgt at indgå samarbejde med U i løbet af 2018, finder man således Vestas Winds Systems, undervisningsforlaget Systime, det skandinaviske IP-bureau Zacco og AOF Vendsyssel.

Og ifølge Rasmus Hamann, kreativ direktør og partner i U – og manden, der bragte Knowtheirname ind i det nye bureau - køber kunderne ind i kombinationen af skarp strategisk kommunikation og kreativ SoMe-markedsføring med indsigt i data, content og split-testing.

Udvider med Billund Airport

- Vi skal være ærlige over for os selv og vores kunder fra starten. Vi skal turde sige: ”Jeg tror virkelig meget på den her idé og retning, men jeg ved også, at vi i løbet af de første uger kommer til at lave noget om, for sådan ser verden ud i dag, når vi vil ramme plet i en foranderlig verden”, siger han og tilføjer:

- Vi kan på ultrakort tid få testet vores kreative idéer på den målgruppe, vi gerne vil i dialog med, og dermed basere vores valg på viden fremfor antagelser.

Udover de mange nytilkomne kunder har bureauet desuden udvidet samarbejdet med Billund Airport med en større brandingindsats, der ruller ud i seks store jyske byer i løbet af de næste par måneder.

Flere nye kræfter på vej

- Når vi blander den strategisk tunge kommunikationsdisciplin med en kreativ, digitalt og datadrevet tilgang, så opstår der en unik mulighed, for at optimere på vores kunders forretning og udvide deres potentielle succes, siger Peter Freisner, der er adm. direktør og partner i U – og manden bag det U communicate-delen af det nye bureau, og tilføjer:

- Vi skaber synlige forretningsmæssige resultater for dem. Det er den værdi kunderne har fået øje på. 

Bureauet U beskæftiger i dag 10 medarbejdere. Staben er for nylig udvidet med senior projektleder Camilla Schmidt Lauridsen – og med den positive udvikling siden starten i efteråret 2017 er der er flere nye folk på vej ind, lyder det fra det unge Aarhus-bureau.