Det aarhusianske mediebureau Hilmar & Høgsberg opruster med nye kompetencer.

Blandt de nye ansigter i bureauet, der i dag er vokset til syv medarbejdere, er Ane Nygaard Meyer, der tidligere bl.a. har været med til at opbygge Kähler-brandet både på det danske og internationale marked.

Hun har desuden været ansvarlig for opbygningen af Kähler Designs online-univers, der er et mix mellem shop, inspiration og SoMe-community.

Med den nye ansættelse kan bureauet således levere en ny type indsigter, der går godt i spænd med bureauets andre seniorressourcer på de klassiske discipliner samt taktiske på online, forklarer Martin Høgsberg, partner i Hilmar & Høgsberg.

Hilmar & Høgsberg har desuden valgt at ansætte netop Ane Nygaard Meyer for hendes evne til at holde øjnene på den reelle værdiskabelse i mødet mellem målgruppeindsigter, kreativt indhold og medieplanlægning.

Strategi og praktik

- Vi mærker en stor efterspørgsel på større konceptuelle og kreative medieplaner og løsninger, der også favner de strategiske potentialer, der er på SoMe og i arbejdet med influencere, siger Martin Høgsberg.

- Her er Ane en af de få profiler med mange års både praktisk og strategisk erfaring på området kombineret med alle de klassiske branding- og marketingdiscipliner. Hilmar & Høgsberg har ansat Ane Nygaard Meyer i en Account Director-rolle med speciale i onlinemarkedsføring

- Vi mærker allerede en supergod respons på vores ansættelse fra 1. marts 2018. Både når vi gerne vil i dialog med potentielle kunder, men også når det kommer til at pleje og udvikle vores eksisterende, siger Martin Høgsberg.

Har købt robotteknologi

Mediebureauet har desuden oprustet på den administrative front med en voksen kontorelev med erfaring fra detailbranchen.

På samme område har Hilmar & Høgsberg investeret i ny robotteknologi, der skal løfte en række administrative opgaver og øge serviceniveauet til kunderne samt frigøre ressourcer

Kundetilgangen er også positiv på det unge bureau, lyder meldingen. Blandt de nye store kunder kan den kendte betonfabrikant IBF nævnes.