Et af Nordens største trykkerier, aarhusianske LaserTryk.dk fik tidligere i år en lillesøster – webbureauet I2I Web – skabt i samarbejde med det ligeledes aarhusianske reklamebureau Outsource dk.

Og det unge bureau har fået en flyvende start.

På bare fem måneder har de oplevet stor fremgang i antallet af solgte hjemmesider og de første 70 virksomheder har allerede aflagt ordrer på enten splinternye hjemmesider eller redesign af eksisterende.

Og selv mener folkene bag, Esben Mols Kabell og Anders Grønborg fra LaserTryk.dk og Michael Madsen fra reklamebureauet Outsource dk, at det nye bureau målsætning om at gøre op med manglende transparens og overskuelighed på hjemmesidemarkedet, er årsagen:

- Der mangler et ”LaserTryk.dk” på webmarkedet. Med det mener jeg, at når du har modtaget din færdige hjemmeside, så har du købt og betalt den og hænger ikke på en bindingsperiode, siger Anders Grønborg fra LaserTryk.dk. 

Udvikler forretningen

Esben Mols Kabell fra Lasertryk.dk uddyber:

- Vi er alle selv startet som små, så derfor kender vi til behovet for gennemsigtige løsninger, og i særdeleshed inden for webområdet, som på nuværende tidspunkt er præget af skjulte gebyrer og lange bindingsperioder. Det vil vi gerne ændre. Vores erfaringer som iværksættere har givet os lyst til at hjælpe andre iværksættere, siger han.

De to herrer bag LaserTryk.dk, som sidste år leverede en bundlinje på 22,5 mio. kroner, og som i år er kåret som Gazellevirksomhed for syvende år i træk, har i det hele taget ikke ligget på den lade side i forhold til forretningsudvikling:

For nok er der tale om et trykkeri, men i de senere år er også bannere, skilte og udstillingssystemer samt T-shirts og endda puslespil kommet på menuen, og når forretningen går strygende, er der også overskud til at eksperimentere med nye tiltag.

Som fx et webbureau, der altså allerede efter fem måneder har fået så meget medvind, at man ekspanderer til henholdsvis Norge og Sverige. Norge er allerede i gang – og Sverige er lige på trapperne.

Enkelt koncept

Konceptet bag I2I Web er, at kunden selv har ejerskabet over den færdige hjemmeside. Det vil sige, at når hjemmesiden er færdig, så slipper I2I Web tøjlerne og giver kunden rettighederne over vedligeholdelsen.

- Et vigtigt element i konceptet er netop, at kunden ikke er afhængig af os, når der skal foretages en simpel ændring på hjemmesiden. Kunden kan selv opdatere og foretage ændringer fremadrettet. Dog står vi stadig til rådighed når det kommer til rådgivning og ekstra tilkøb såsom fotograf og host, hvis kunden er interesseret i dette, siger Michael Madsen.

Bureauet blev stiftet i maj 2017 og har indtil videre lavet hjemmesider for over 70 virksomheder fra mange forskellige brancher.

Cirka halvdelen af opgaverne er redesigns, hvor I2I Web tager udgangspunkt i en eksisterende hjemmeside og giver den nyt, responsivt og mobilvenligt design.

Du kan besøge det nye webbureau her.