De har gjort det usædvanlig godt i DIS/PLAY, har de, og det er naturligvis rygtedes internationalt.
Derfor er det ikke overraskende, at flere store bureauer og netværk de seneste år har været inde og give bud på den danske digitale succeshistorie, men først nu slog DIS/PLAY ledelsen til.
– For år tilbage snakkede jeg med Lasse (Morrell, red.) om den ultimative ambition for os, og da han spurgte, hvem jeg helst vil lege med, var jeg ikke i tvivl, siger Steffen Blauenfeldt Otkjær, CEO hos DIS/PLAY.
– AKQA har skabt fantastisk kommunikation, ja enestående kommunikation, som jeg selv så gerne ville have skabt, så jeg var ikke i tvivl, da Ajaz Ahmed spurgte os. Sammen med AKQA kan vi virkelig skabe noget fremragende, så jeg er faktisk lykkelig.
Men I sælger jeres livsværk?
– Ja, AKQA køber 75 pct. af aktierne, men vi sælger ikke ud, vi indfrier ambitionerne. De flyver ikke en ledelse ind og styrer os, tværtimod vil vi nu være i stand til at levere endnu bedre ydelser til vore kunder. Vi indgår i et ægte teamwork, der styrker alle parter.
En drøm er gået i opfyldelse
Hvad har medarbejderne sagt?
– De er også ellevilde. Jeg forklarede det med, at da jeg var en lille dreng, drømte jeg om at spille fodbold i Real Madrid. Den drøm er gået i opfyldelse. Jeg skal naturligvis ikke kunne sige, om samtlige medarbejdere har det på den måde, men det er hævet over enhver tvivl, at vi nu er rykket op i en anden liga.
AKQA er i offensiven over hele kloden, og er med 2.100 medarbejdere 23 steder i verden en af de mest efterspurgte bureau-partnere globalt. Nu bliver DIS/PLAYs 110 medarbejdere i Danmark og Köln så en del af super-netværket.
– Vi er jo i gang med at åbne et London-kontor, og det har vi haft planer om længe før, AKQA viste interesse. Nu sker der så det, at Lasse i stedet for at finde egne rammer flytter ind hos AKQA i London, men ambitionen er fortsat den samme.
– Vi vil lave den bedste kommunikation og levere den bedste rådgivning for kunderne, og det sker nu også fra AKQA-kontoret i London. Det er en rigtig, rigtig lykkelig dag for os, slutter Steffen Blauenfeldt Otkjær.
Fra AKQA lyder det:
– Det har længe været vores ambition at have et bureau i Danmark, og takket være partnerskabet med DIS/PLAY er det nu en realitet. Jeg mener, at DIS/PLAYs etos er et perfekt match til vore værdier, siger Ajaz Ahmed, CEO hos AKQA, der er ejet af WPP.
– Danmark er et af verdens mest elskede og respekterede lande, der konstant topper FN’s liste over de mest glade og tilfredse samfund. Vi ser frem til at lære af DIS/PLAY og også forstærke de værdier, DIS/PLAY står for, slutter Ajaz Ahmed.
AKQA’s køb af DIS/PLAY er gennemført. Foreløbig fortsætter DIS/PLAY som selvstændigt brand.