Hos Outsource dk bruger man ikke længere tid, penge og energi på at forme morgendagens reklametalenter.

Det digitale bureau droppede for halvandet år siden elever og praktikanter for i stedet udelukkende at satse på højt specialiseret arbejdskraft med erfaring. Og hvad har det så betydet?

Jo, det radikale HR-skifte har banet vej for massiv vækst, lyder det fra Michael Madsen, stifter og direktør i Outsource dk.

I de første seks måneder af 2017 landede omsætningen på det samme som i hele 2016.

Samtidig fordobledes antallet af medarbejdere fra ti til 20, og bureauet er fortsat med at hyre én ny medarbejder om måneden i 2018.

– Det kan virke kontroversielt, at vi ikke længere vil tage ansvar for at uddanne folk til branchen, men vi har gennem en årrække haft behov for at få ny ekspertise ind i virksomheden for at følge med den digitale udvikling, siger Michael Madsen.

- Og selvom fastansættelser af kvalificerede medarbejdere er en større omkostning end elever, har strategien været den helt rigtige og øget vores vækst markant. Kvalitetsmedarbejdere udfører kvalitetsarbejde, hvilket gør det nemmere for mig at beholde eksisterende og skaffe nye kunder, fortsætter han.

Kaffe med de bedste

Outsource dk begyndte i 2006 som et traditionelt reklamebureau, men har ændret fokus i takt med kunderne. Hvor virksomheden tidligere hovedsageligt løste printopgaver, er 90 procent af bureauets arbejde i dag inden for den digitale sfære af SEO og AdWords.

Ansvarlig for bureauets rekruttering af de nye typer af medarbejdere er Anders Andersen, digital udviklingschef, og strategien er klar.

– Vi skal have fat i hardcore specialister. Dem, der er eksperter inden for et smalt felt. Der er en håndfuld bureauer, der klarer sig godt, og som vi gerne vil håndplukke medarbejdere fra. Vi indbyder derfor til en masse kaffesamtaler, og dem, vi ser et potentiale i, forsøger vi at gøre varme.

- Vi tilbyder gode forhold, men vores stærkeste kort er egentlig den frihed, vi kan stille dem i udsigt. I Outsource dk har vi ingen timeregistrering, ingen forkromede management-strategier, men en flad struktur og mulighed for at præge sit eget job, og det synes mange er fedt, siger Anders Andersen, der bakkes op af Michael Madsen:

– Kandidater skal besidde en oprigtig sult, som skinner igennem alt, hvad de siger og gør. Sult efter at blive bedre, dygtigere, større og stærkere og hele tiden være bevidste om, hvilken vej markedet bevæger sig, slutter han.