Det er et par skarpe profiler, der fremover kommer til at indtage to nye direktørstole hos community-bureauet Very.

Den ene er Linda Frøkjær, der har en solid historik fra kundesiden bl.a. fra Carlsberg, Danske Spil og senest som Senior Brand & Innovation Manager hos Foodpeople, og den anden er Jeppe Munksnæs, der kommer med en stærk forretningsudviklings- og digital profil, senest kommer han fra en stilling som Head of Studio og Client Service Director hos Magnetix linked by Isobar.

Linda Frøkjær og Jeppe Munksnæs, der startede hos Very pr. 1. september, vil sammen stå i spidsen for at operationalisere og optimere det strategiske fundament, som bureauet har arbejdet på at skærpe de seneste år - samt sikre et stærkere digitalt afsæt.

De to nye Very-direktører kender i øvrigt hinanden rigtig godt, da de har en fortid sammen hos Isobar, hvor de sad som henholdsvis Chief Client Officer og Chief Commercial Officer.

Det Very blev født af

Og Verys CEO og ejer, Thomas Bjerg, er naturligt nok rigtig godt tilfreds med sine to nye direktører:

- Very har de sidste par år været i rivende udvikling. Vi er lykkedes med flere fantastiske projekter, som vi er ekstremt stolte af. Men nu hvor det strategiske fundament og vores kommunikative udgangspunkt som et ”creative community bureau” er på plads, kommer næste step, siger han.

Og hvad er næste step?

- At øge vores fokus på at kunne optimere vores metode og proces til at kunne skaleres fra både store projekter til mindre, agile niche-projekter, som i virkeligheden er det Very blev født af. Det tror vi på sker med et erfarent kundeperspektiv og en stærk bureaumæssig - og digital forankring, og det kan Linda og Jeppe bidrage med.

Og de to nye direktører ser betydelige muligheder i Verys koncept.

- Jeg synes Verys DNA og metode, der baseres på aktiv medinddragelse af communities, er rigtig spændende. Der er et stort potentiale dels som tilgang på større kampagner, men også som metode til at gøre enkelte kanaler, som for eksempel sociale medier, mere effektive, siger Jeppe Munksnæs og tilføjer:

- Idet Verys bureaumodel ikke står og falder på at forrente en parkeret tekstforfatter, men netop kan sætte team som passer til opgaven, ligger der også et stort potentiale i at tilpasse kampagneelementer til den specifikke opgave, udfordring og målgruppe.

Slutter en cirkel

For Linda Frøkjær er indtrædelsen i Very lidt som at slutte en cirkel:

- Jeg stødte første gang på Thomas og Very, da bureauet var helt nystartet, og vi hos Carlsberg skulle lancere Somersby Cider. Very blev på det tidspunkt en markant del af lanceringen på grund af netop bureauets DNA og evne til at skabe samtaler i de mest relevante miljøer for brandet, siger hun og tilføjer:

- I dag er de sociale medier en væsentlig spiller i at skabe samtaler, men det kræver stadig en særlig tilgang som Verys at få skabt de relevante samtaler, som virkelig kan løfte et brand, og det glæder jeg mig over at være en aktiv part i.

Verys ledelse består dermed af Louise Brandt (partner og indsigts- & strategisk direktør), Thomas Bjerg (CEO) samt Jeppe Munksnæs og Linda Frøkjær.