En international pitch om en række opgaver for Arla-brandet på den globale scene er afgjort, og vinderen blev det danske bureau Very, som herhjemme er særlig kendt for sin community-tilgang til marketing og kommunikation.

Parterne har ikke ønsket at oplyse så mange detaljer om, hvad det konkret et for opgaver, Very skal løse for Arla, men Very oplyser selv, at det bl.a. var bureauets globale indsigtsmodel og erfaring med at tænke i forbrugerinvolvering, der sikrede kontrakten.

Thomas Bjerg ejer og stifter af Very, siger i en pressemeddelelse:

– Vi er meget stolte over at have vundet og vil gå ydmygt til opgaven, om at skulle formidle og varetage så stærkt et brand, samtidig med at det er vores fornemste opgave at bidrage med noget nyt og anderledes til Arla.

– Ligeledes ser vi som bureau en opgave på dette ambitionsniveau som en anerkendelse af, at vores strategi om at bygge vores tilgang på stærke målgruppe-indsigter er relevant og kan skabe værdi for brands.

Det forlyder, at Very i konkurrencen har været oppe mod bl.a. det belgiske bureau Duval Guillaume, der bl.a. har sikret Carlsberg flere internationale reklamepriser, men det ønsker ingen af parterne dog at bekræfte.

Very blev etableret i 2006 og har pt. 23 ansatte fordelt på Danmark, Sverige og Norge. Bureauet har gennem årene arbejdet med brands som Heineken, Mondelez International, Nestlé, Danske Spil og DSB og KiMs.