Det var norske Kampanje, der breakede historien, og derfor skal Hilde Nyman have kredit for at være en ægte snushane … det er vel snushøne.

Det var nemlig kampanje.com, der fortalte, at WPP med Sir Martin Sorrell i spidsen var interesseret i at købe det norske flagskib, helt eller delvist, men det bliver der altså foreløbig ikke noget af.

– Man skal kende den, man gifter sig med, før man eventuelt går op ad kirkegulvet, som Kjetil Try, stifteren og CEO i TRY reklamebureau, formulerede sig – formentlig med tungen godt placeret ude i den ene kind.

Der er tale om en ”niveau-3” aftale, hvor et totalt opkøb og et delvist opkøb er niveau-1 og 2. Det betyder, at det stærke bureau, der så vidt markedsforing.dk er orienteret, er kåret som bedste norske bureau 10 år i træk, så er ved at pudse skoene og få smokingen renset og presset, før det formentlig ganske snart bliver formaliseret.

TRY er i første omgang ”affiliated” med WPP-bureauerne Grey Group, Young & Rubicam and Ogilvy & Mather. Det giver TRYs norske kunder et internationalt løft, mens de tre WPP-bureauer får adgang til nogle kreative og krøllede hjerner, de fleste bureauer gerne ville have adgang til.

– Jeg er meget glad for aftalen. Det giver os den fordel, at være en del af tre globale netværk, hvilket er tre gange så godt som at have adgang til ét, fortsatte Kjetil Try, mens der ifølge Hilde Nyman blev serveret lagkage og champagne.

Danske Rolf Bach Christensen, CEO hos Grey Denmark og kommercielt ansvarlig for Grey Nordic, sagde ved samme lejlighed:

– Vi tror på, at kreativitet er en annoncørs bedste investering. Derfor er vi meget glade for, at det er Norges største og højest rangerede kreative bureau, vi nu har mulighed for at arbejde tæt sammen med.

Håkan Karlsvärd, CEO hos INGO i Stockholm, der er en joint venture mellem Grey og Ogilvy, og som også repræsenterer Y&R i Sverige, tilføjede:

– Vi ser frem til at samarbejde med Norges bedste bureau, og det bliver meget spændende at præsentere kunderne for det absolut stærkeste kreative netværk i Norden.