Endnu en investering skal bringe verdens største bureaugruppe WPP – med Sir Martin Sorrell i spidsen – skridtet nærmere målsætningen om at have en digital omsætning på 40-45 pct. inden for de næste fem år.
WPP-selskabet Kantar har nemlig indgået et strategisk partnerskab med analysehuset comScore, hvor WPP samtidigt har fremsat et købstilbud på 15,45 pct. af aktierne i sin nye samarbejdspartner.
Aftalen gælder alle markeder uden for USA, hvor ønsket er at optimere kompetencer og målinger ved at forene de to selskabers brede pallette af teknologier, data, research og paneler.
Desuden er målet, at det nye partnerskab skal styrke de 12 selskaber, der befinder sig i Kantar-gruppen og dermed styrke WPP som leverandør af forbrugerindsigt til virksomheder verden over.
Blandt disse bureauer og analysehuse er Millward Brown og TNS Gallup.