Det sker hvert år, og denne gang er det Grey Singapores ”Grey for Good” afdeling, der kigges efter i kortene.

Bureauet sendte app’en ”I SEA” ind til bedømmelse, vandt en bronze-løve i Promo & Activation med den britiske MOAS (Migrant Offshore Aid Station, red.) som opdragsgiver, og opnåede en masse hype før Cannes Lions.

En tech-nørd testede naturligvis app’en, der ikke viser sig at være i stand til at finde flygtninge på Middelhavet (eller andre steder), og han kaldte derfor app’en for ”en fake, alene skabt for at få opmærksomhed.”

I virkeligheden sker der intet i sagen, før Apple fjerner app’en fra iTunes, en journalist opdager det, og spørger MOAS, om de kender noget til sagen. Det gør de pludselig ikke, og har aldrig bedt Grey Singapore om at skabe denne app.

Sagen er naturligvis endt her på Cannes-ledelsens bord, fordi man jo ikke kan give en bronze-løve for fiktive cases. Hvilket de i øvrigt slet ikke kommenterer, fordi ”vi efterforsker, og der foreligger først noget efter festivalen.”

Grey Singapore fastholder, at de har en aftale med MOAS og e-Geo Satellite Imaging Company, at den er indsendt som en idé, at de har satellit-problemer, men at de arbejder på at udbedre produktet.

Imens sejler flygtningene deres egen sø, og Grey-casen sejler ind i Cannes trygge havn til endnu en bedømmelse. Bronze-løven har de stadig.