Den danske Google-partner Green.Click har fået overrakt beviset for at være National Champion inden for innovationskategorien UKTI Award for Innovation i Stockholm af European Business Awards.

Prisen er givet med den begrundelse, at virksomheden har skabt et ”banebrydende CRM-system for at effektivisere arbejdet med at lave online marketingkampagner og skabe positive resultater gennem stærke kunderelationer og videndeling inden for online marketing.”

- Vi er naturligvis utrolig glade for anerkendelsen. Vi har løst en problemstilling, som sikrer fortsat vækst, succes og kundetilfredshed i et marked med stor konkurrence. Det betyder, at vi ikke kommer til at konkurrere på pris, men til gengæld kan slå på vores store og veldokumenterede viden om og indsigt i, hvad der reelt set giver vores kunder værdi, siger partner og CEO Jan Nygaard fra Green.Click.

Øger medarbejderstaben

Det nyudviklede system gør, ifølge Green.Click selv, virksomheden i stand til ”på hurtig og effektiv vis at udarbejde og vedligeholde marketingkampagner samt bearbejde og besvare digitale kundehenvendelser”, og foruden investeringen i at udvikle systemet, er medarbejderstaben også udvidet.

Således er 13 nye medarbejdere ansat - heriblandt en række kundemanagers med ansvar for relations- og kundepleje.

- Medarbejderstaben er øget 38 procent og 300 nye kunder er tilføjet på bare 18 måneder, så CRM-systemet og ansættelser af kundemanagers er et klart udtryk for vores innovative måde at frembringe effektive løsninger, som gør os i stand til at levere tilfredsstillende resultater, siger Jan Nygaard.

Vækst gennem videndeling

I forbindelse med innovationsprisen er det også blevet bemærket, at Green.Click arbejder målrettet for at udbrede sin viden om online markedsføring på nye måder til verden omkring virksomheden. 

Bl.a. kører virksomheden kurser i samarbejde med Google, Foreningen for Dansk Internethandel, IBIZ Center, Erhvervsstyrelsen og mange flere - hvortil kommer, at man har etableret et uddannelsesforløb for ledige i samarbejde med UCN act2learn, hvor kursisterne uddanner sig til Google Certificeret Manager.

Fem danske virksomheder er kåret som National Champions i 2016/17 i forskellige kategorier, og frem til 1. marts er en offentlig afstemning i gang, hvor Green.Click kan blive sendt videre i konkurrencen om titlen som europæiske mester i innovation og modtage en pris som ”The 110 Ruban d’Honneur recipients”.