Vi har hørt det før. Mobilannoncer er det nye sort, men trods lovende takter og massiv udbredelse af smartphones, så kniber det stadig med at få annoncørerne til at veksle store ambitioner på området ud med faktiske reklamekøb.

Væksten i mobilannoncer forventes alligevel at lande på 50 procent de næste tre år på verdensplan, men det er også fra et meget lavt udgangspunkt, da denne gren af markedsføringen i 2013 blot udgjorde 2,7 % af den samlede reklameomsætning ifølge en opgørelse fra ZenithOptimedia.

Den seneste Trends-analyse foretaget af Megafon – der viser danske annoncørers forventninger til annonceringen i 2014 – bakker op om denne spådom. Her lyder det, at 78 procent af de danske annoncører forventer at bruge en del af budgettet på mobilannoncer i år.

Serieiværksætter står bag

Det er naturligvis vand på møllen for AdQuota, der er et annoncenetværk med speciale i mobile medier, som blev stiftet i 2010 af it-iværksætteren Torben Majgaard, der måske bedst er kendt for at stifte og opbygge it-outsourcing-virksomheden Ciklum til et foretagende med omkring 2.000 medarbejdere fordelt på lande som Ukraine, Hviderusland og Pakistan og med kontorer i bl.a. Danmark, Sverige, England og Holland.

I 2012 hev selskabet tegnedrengen op af lommen og købte to konkurrenter herhjemme, og kort efter slugte det danske selskab også den største konkurrent i Norge og Sverige. Målet var at professionalisere – og sætte skub i – det nordiske marked for mobilannoncer.

Og den strategi har måske ikke været helt tosset, da venture-selskabet Northcap nu skyder 19 mio. kr. i selskabet, der ikke blot har nordiske ambitioner men også satser på ekspansion i Storbritannien, Polen og Baltikum

– På grund af vores aggressive planer internationalt, hvor skalering af vores nuværende og kommende salgsenheder er nøglen, ser vi meget frem til samarbejdet med Northcap, der tidligere har vist stærke resultater på B2B-området, siger Michael Buch Sandager, CEO for AdQuota.

Ikke Wild West længere?

Han har tidligere betegnet AdQuotas opkøb i branchen som et led i en nødvendig konsolidering af en branche, der indimellem er blevet beskrevet som ”Wild West”.

Hos North Cap ser partner Jacob Bratting Pedersen frem til at forsat vækst i AdQuota i kølvandet på millioninvesteringen.

– Markedet ser ud til at skulle vokse med 220 pct. over de næste tre år, og vi ser frem til at arbejde sammen med et team, der vil gøre AdQuota til Europas førende mobile annoncenetværk. Der er åbenlyse forretningsfordele i at udbrede den ret avancerede skandinaviske annoncemodel på mobilområdet til resten af Europa, siger han.

Derfor skrues der med investeringen op for AdQuotas europæiske ambitioner – planen er at blive ”ægte” paneuropæisk ved udgangen af 2015 – hvilket også afspejler sig i, at selskabet i forbindelse med de friske millioner har fået ny bestyrelsesformand i skikkelse af Ulrich Schmidt, som er stifter af det europæiske digitale bureau Ad Pepper, der i dag favner bredt på det digitale annoncemarked qua ejerskab af bl.a. Emediate, ad-agents og Globase.