Berlingske Media lancerer et mobilbureau, der skal hjælpe virksomheder med at udnytte det stadigt voksende potentiale på de mobile platforme.
Berlingskes nye mobilbureau, Wemobilise, er etableret med baggrund i koncernens egen mobilafdeling, der igennem de seneste år har udviklet samtlige mobilsites og applikationer til Berlingske Medias egne titler.
– Etableringen af Wemobilise er udtryk for en innovativ tankegang, som er meget vigtig for vores branche i disse år. Ved at være tidligt ude og ved at have satses så voldsomt på det mobile marked, står vi i dag med en stor portion viden, indsigt og erfaring, som vi er helt sikre på, at andre virksomheder vil se fordelen i at kunne trække på. Det får de muligheden for nu, hvor vi etablerer Wemobilise, siger Lisbeth Knudsen.
Mobilchef for Berlingske Media, Anders Oliver Andersen, der er ansvarlig for udvikling af Berlingske egen mobiludvikling, bliver direktør for det nye bureau. Han fortæller, at der igennem længere tid har været en stigende interesse for koncernens mobiludvikling.
– Vi har haft så mange forespørgsler fra potentielle kunder, at det lå lige til højrebenet at åbne døren for andre end Berlingske Medias egne titler. Vi glæder os helt vildt til at skulle i gang med de mange nye projekter, der ligger og venter på os, siger Anders Oliver Andersen.
Foreløbig har WeMobilise, for nye kunder, lavet en byguide for SkjeriOslo.no og leveret mobilløsningen for Berlingske Nyheds Bureau BNB i forbindelse med deres aftale om at levere nyheder til Folketinget.
Business.dk