Faldende omsætning, dårligt omdømme og dalende forventninger til fremtidig vækst har været gift for Danske Banks brandværdi i 2013.
Det skriver Dagbladet Børsen på baggrund af tal fra det britiske analysehus Brand Finance.
Analysehuset værdisætter globale brands, og har i samarbejde med Børsen udarbejdet en liste over Danmarks stærkeste brands målt i kroner og øre.
Her ville Danske Bank i en måling fra årsskiftet have ligget nummer et, men en opdateret måling i slutningen af april skubber banken ned på en tredjeplads.
Det sker med nedskrivning af brandværdien med hele 9 mia. kr., svarende til 40 pct.
– Den primære grund er, at omsætningen, som udgør en stor faktor i forhold til brandværdi, er faldet lige siden refokuseringen af forretningen, siger adm. direktør i Brand Finance, David Haigh, med henvisning til strategien “New Standards”, som topchef Eivind Kolding lancerede i november sidste år.
Børsen