North Media går nu juridisk i kødet på reklameskatten og stævner EU-kommissionen ved EU-domstolen, skriver Børsen.
Det sker, efter EU-Kommissionen i sommer godkendte reklameskatten, der har været på regeringens dagsorden siden 2012, og som skal træde i kraft næste sommer.
Reklameskatten gælder ikke ugeaviser og dagblade. Især det sidste mener FK Distribution er statsstøtte ad bagvejen og i strid med EU’s regler, selvom EU-Kommissionen nåede frem til en anden konklusion i juli.
– EU-Kommissionen forholder sig ikke til, at danske dagblade fritages for reklameafgiften, uanset hvor mange reklamer de indeholder. Det mener vi er konkurrenceforvridende og i strid med reglerne om statsstøtte, siger Mads Dahl Andersen, adm. direktør for FK Distribution til Børsen.
FK Distribution udgør hovedforretningen i North Media, der også udgiver ugeavisen Søndagsavisen.
Børsen