Apps er blevet en uundværlig del af mange danskeres hverdag, og i næste uge hædres nogle af de bedste ved Danish App Awards i Aller-huset på Havneholmen i København.

Det er tredje år i træk, at Danish App Awards uddeles, og det er andet år, at Aller Media uddeler en særlig ”Aller Innovation Award”.

– Som en moderne medievirksomhed har Aller Media stor interesse i at støtte og skabe de bedst mulige rammer for de danske talenter, der i særlig grad er kreative, og som formår at skabe forretning. Det gør vi bl.a. ved at invitere dem ind i huset, så ofte vi kan, og ved at anerkende deres arbejde med uddelingen af innovationsprisen, lyder det bl.a. fra Pernille Aalund, Innovationsdirektør hos Aller Media, i en pressemeddelelse.

Formålet med Aller Innovation Award er at anerkende de små og uafhængige udviklingstalenter, der ikke har et stort bureau eller en stor koncern i ryggen.

Danish App Awards er stiftet af Christian Risom og Nicolas Thomsen, der er henholdsvis CEO og kreativ direktør i det digitale bureau Shape.