Det er snart den tid på året, hvor festglade danskere stimler sammen for at fejre, at det er blevet tid til at nedsvælge julebryg.
Det er for længst blevet lidt af en event, og landets største bryggeri Carlsberg har slået Tuborg Julebryg-brandet så fast i danskernes bevidsthed, at dagen ligefrem kaldes for ”J-dag”.
”Sneen falder” i år den 2. november, og det er samtidig lanceringsdag for en ny mobilsatsning i form af en ”gå-i-byen”-app, Crowdit, der i løbet af et års tid gerne skulle være downloadet af 100.000 danskere.
Noget af det mest bemærkelsesværdige i den sammenhæng er, at det ikke et eneste sted på appen fremgår, at der er tale om en Carlsberg-app. Kun under vilkårene, når man downloader appen, står det klart, at det er Carlsberg, der står bag.
Dermed har Carlsberg, som i årevis har forsøgt at skabe en mere forbrugerorienteret tilgang til dets mange brands, tænkt ud af boksen. Tidligere er Carlsbergs initiativer, efter lange diskussioner mellem vores salgs- og marketingafdelinger, ofte endt med at fokusere på enkelte brands frem for helheden.
Er den nye app god markedsføring af Carlsberg?
– Ja, absolut, med denne app viser vi, at det er forbrugerne, det handler om, forklarer Jakob Kalkar, der er Media & Digital Director hos Carlsberg.
Mere end en barfinder?
Ved første blik minder Carlsberg-appen en del om andre barfinder-apps, men der er tale om meget mere end det, siger Martin Majlund, Digital Platform Manager hos Carlsberg.
– Vi har fra dag et i udviklingen tænkt det her internationalt. Nu går vi i luften i Danmark, og så ruller vi den ud internationalt, fortsætter han.
Han bakkes op af Tina Alstrøm, Sales Development Director i Carlsberg Danmark, der slår fast, at formålet er at blive en ”kategori-kaptajn” på dette område.
– Målet er helt klart at dette skal blive den mest udbredte app til byturen herhjemme, og den skal rulles ud globalt, så når man eksempelvis er i London let kan navigere gennem nattelivet. Ved hjælp af vores app, siger hun.
En af mulighederne i den nye app er, at den udnytter mobilens muligheder for at bruge det, man i gamle dage kaldte ”stedkendte tjenester” på mobilen.
– Vores kunder – det vil sige de ca. 1.800 barer, cafeer og diskoteker, som er tilmeldte – får mulighed for at sende push-beskeder til kunder, der bevæger sig i nærheden af deres forretning. De kan evt. være i form af billige drinks, kom og lyt til denne kunstner med rabat, etc. Til det formål er mobilen genial, da de fleste jo har den med sig i byen, siger Jakob Kalkar.
Integreret med Facebook
App’en er derfor også tæt forbundet med det sociale medie Facebook for at gøre det nemt for brugerne eksempelvis at finde venner og dele ruter og information om, hvor byturen går hen lørdag aften, eller hvor byens bedste koncert er. Man skal gøre de enkelte udskænkningssteder til et favoritsted – eller ”favoritte” det – for at modtage tilbuddene.
De 1.800 barer, diskoteker og musiksteder, der indtil videre er med, ligger over hele landet, og det er også muligt at se, hvilke koncerter, events og tilbud, der er på stederne. Det giver danskerne gode muligheder for at søge præcis på det, de har lyst til at lave, lyder det fra Carlsberg.
– Man kan for eksempel søge på billard, og kun få steder frem, der har billardborde, siger Tina Alstrøm.
Brugerne kan finde venner og bekendte, som også har downloadet app’en og dele ruter over gå-i-byen steder.
Det har fra starten været Carlsberg Danmarks ambition at bygge en app, der lever op til forbrugerens behov, når de skal ud med vennerne.
– Vi har kigget på erfaringerne fra lignende apps på markedet og har på den baggrund gjort den mere brugervenlig. Alle barer og musiksteder kan selv lægge informationer ud. App’en bygger på interaktion mellem brugerne, der selv kan planlægge og dele ruter og begivenheder samtidig med, at app’en har langt det største samlede udvalg af steder, siger Jakob Kalkar.
App’en kan downloades gratis til iPhone og Android. Den er udviklet af bureauet Nodes.
Du kan se en film om den nye app herunder.