VM i reklame, eller Cannes Lions, kommer jævnligt op med nye kategorier og tiltag, så den sydfranske reklamefest forbliver relevant i takt med at verden – og reklamebranchen – forandrer sig.

Derfor så vi i fjor for første gang kategorien ”Branded Content & Entertainment”, og året før var det ”Mobile”, der fik sin egen kategori.

I år er det så de uundværlige teknologiske værktøjer, som endelig også får lidt opmærksomhed i form af den nye kategori ”Innovation Lions”.

Her skal teknologien, som er med til at drive hele branchen fremad i disse år, hædres.

Og det er godt nyt for den danske afdeling af TBWADigital Arts Network, hvis social media-værktøj, Motley, er sluppet gennem nåleøjet og er med i kampen om løverne.    

Bag værktøjet står to af brødrene Borch Hansen, David og Benjamin, der tidligere har gjort sig bemærkede på den danske reklame-scene i bureauet Crisp Social, før de trådte ind i TBWADigital Arts Network.

Øgede engagement voldsomt

Motley er udviklet til Carlsberg (hovedbrandet), og resultaterne er bestemt til at tage og føle få, da det øgede Carlsberg-brandets engagement på Facebook med 137% i den første måned.

– Det er ikke så tosset. Motley blev i øvrigt hurtig populær i TBWA-netværket. Vi sendte det blandt andre forbi Lee Clow (TBWA-netværkets kreative guru, red.) der mente, at ”Motley var “very smart, nicely done. And fun.”, fortæller Benjamin Borch Hansen.

Motley overvåger (groft sagt) aktiviteten på Carlsbergs sociale medier, tygger data igennem og kommer derefter op med konkrete forslag til indhold, der burde deles socialt.

Om baggrunden for værktøjet siger Benjamin Borch Hansen: ”Sidste år ønskede vi at flytte virksomheder fra store apps til kreative newsrooms med daglige historier”.

– Vi begyndte meget nørdet med en masse forskellig research af sider på Facebook blandt andet med Bayesiske forudsigelser, men vores mission blev til en vision, og vores research blev til et produkt. Motley hjælper derfor brands med at finde og skabe små daglige historier til sociale medier, fortsætter han.

Han kalder det indsigtsdreven kreativitet, og det er måske netop grunden til, at værktøjet er sluppet videre til shortlisten i Cannes, vurderer Benjamin Borch Hansen.

Et skridt videre

– Vi gemmer data bag gardinet, så virksomhederne ikke fokuserer på rapporter og daggamle “playbooks”, men i stedet kan agere i real-time på den største udfordring: at finde og skabe indhold. Vi kalder det “telling stories at the speed of culture, siger han.

Hvordan adskiller Motley sig fra det, som bl.a. Komfo og Falcon Social allerede tilbyder?

– Vi er næste generation af de værktøjer. Vi tager det hele et skridt videre, så det ikke blot er moderation og analyse, men også konkrete forslag til indhold, som vi ved vil øge engagementet, siger Benjamin Borch Hansen.

Han kan i øvrigt se frem til en ny opgave, da de shortlistede arbejder i den nye kategori ikke blot kan læne sig tilbage og afvente juryens dom, når arbejdet er sendt ind.

Derimod skal der også leveres en 10 minutters præsentation for juryen på selve festivalen, efterfulgt af en Q&A-session, som alle delegerede har lov at deltage i.

Der uddeles i øvrigt heller ikke guld-, sølv- og bronzeløver i den nye Innovation-kategori, men – i lighed med Titanium-kategorien – en Innovation Grand Prix og et antal Innovation-løver.

Cannes-festivalen finder i år i sted fra den 16. til den 22. juni.