Der er gode nyheder for de amerikanske forbrugere, som godt kan lide at surfe på internettet, mens de nipper til en kop kaffe.
Søgekæmpen Google er nemlig gået sammen med Starbucks om at opgradere det trådløse netværk i alle kædens 7.000 cafeer i USA.
Tiltaget er lidt af en bet for teleselskabet AT&T, som hidtil har været operatør af det populære netværk. Google skriver på deres blog, at hastigheden på Starbucks’ Wi-Fi vil blive 10 gange hurtigere end det nuværende netværk.
Google har i længere tid investeret i at få internettet til at vokse, herunder i projekter som skal sikre brugere hurtigere adgang til nettet og gøre det mere bredt tilgængelig. Gratis tjenester som internetforbindelse på cafeer som Starbucks har vist sig at have en vigtig betydning for såvel brands som samfundet i al almindelighed, når det gælder om at gøre sig interessant – særligt over for unge mennesker, som i bedste fald sidder og laver lektier på cafeerne.
Udrulningen forventes afsluttet inden for de næste 18 måneder.