Fire organisationer, ADDA (Association of Danish Digital Agencies), Dansk Annoncørforening, Dansk Erhverv og Kreativitet & Kommunikation, er på gaden med en standardkontrakt på branchens digitale område.
Det er dermed lykkedes for de toneangivende danske organisationer at blive enige om fælles standardvilkår for digitale aftaler.
– Det er vi naturligvis stolte af, og det er et udtryk for, at digitale udviklingsprojekter i dage er så forretningskritiske og så komplekse, at alle har en interesse i at have nogle standardbetingelser at holde sig til, siger Claus Sølvsteen, partner i Peytz & Co og bestyrelsesmedlem i ADDA, der har været driveren bag den nye aftale.
Digitale spidsfindigheder
Den nye standardaftale medfører, at uanset om man er kunde eller et kommunikations- /digitalt bureau, så tages der hensyn til de helt særlige forhold og juridiske problemstillinger ved digitale indsatser.
– Den nye standardaftale er et redskab og et væsentligt lettere udgangspunkt, når rammerne for samarbejdet om et nyt digitalt projekt skal forhandles på plads. Med Dansk Erhverv og Kreativitet og Kommunikation som medejere af standardaftalen, har den nu fået den platform for udbredelse, som den fortjener, lyder det fra ADDA´s formand Søren Pommer.
Direktør i Kreativitet & Kommunikation, Tine Aurvig-Huggenberger, er enig.
– Digitale projekter er typisk meget komplekse, og de udvikles ofte i agile processer, hvilket en almindelig standard samarbejdsaftale ikke tager hensyn til. Disse særlige forhold har vi nu taget højde for i en fælles standardaftale, som alle bakker op om, siger hun.
Sælger ADDA ud?
Dermed er den standardaftale, som ADDA og Dansk Annoncørforening udarbejdede i 2012, blevet udvidet med enkelte ændringer.
Betyder det, at ADDA sælger ud af arvesølvet, og giver alle adgang til det, der har været en del af den digitale brancheforenings eksistensberettigelse hidtil?
– Nej, sådan ser jeg det slet ikke. Målet for ADDA har altid været at brede dette ud til så mange som muligt, siger Claus Sølvsteen.
Standardaftalen tager højde for de særlige forhold, der gør sig gældende for digitale projekter, som fx spørgsmål om samarbejde, teknologi, kravspecifikationer, test, mangler og rettigheder.